Sejr i overtiden til FCK2

 

 (Foto: Ragnald Kruse, FCK.DK)

 

Med et mål i overtiden hver halvleg, viste et meget ungt hjemmehold igen stor styrke imod naboerne fra Vanløse.

 

Af Ragnald Kruse

Kampen var igen flyttet til Peter Bangs Vej nye græsbane pga. forholdene på Frederiksberg Idrætspark, og selvom det var gæsterne der allerede efter få minutter have en kæmpe chance på stolpen, var det hjemmeholdet der startede med stor energi og hurtigt satte sig på kampen. Den første halvdel af halvlegen bar præg af mange skud udefra af FCK2 - dog uden den præcise træfsikkerhed.

 

Vanløse havde problemer med at komme op af banen gennem midten, og kørte meget med lange bolde til deres angreb i kontrafasen – dog uden held. FCK2 stod godt på banen, var gode til at finde hinanden i pasningsspillet, hvilket også gav gode muligheder mod mål. Saban Özdogan fik fx flere gode indlæg fra Andreas Moos som han afsluttede direkte på mål. Rollerne var dog byttet om efter en halv time, da Özdogan spillede Moos helt fri i direkte løb mod mål, men desværre for den målfarlige angriber, kom keeper Nicky Jensen god ud af sit mål og fik pareret Moos’ skud.

 

Intensiteten faldt lidt efterfølgende, og de store chancer udeblev indtil 1. halvlegs overtid, hvor der fra fløjen blev sendt et godt indlæg ind til Patrik Jensen, der elegant fik prikket bolden stille forbi keeperen og bragte hjemmeholdet foran 1-0.

 

I anden halvleg var det gæsterne der var mest dominerende. Der blev spillet meget fysisk, hvilket var en fordel for de rutinerede spillere fra Vanløse…det var dog mest på dødbolde at chancerne opstod, og igen viste de unge spillere fra FCK2 god fightervilje, og holdt gæsterne fra af udligne.

 

Ligesom første halvleg skulle vi hen til dommerens overtid før den næste scoring kom. Et indlæg fra siden blev sendt ind til Özdogan der blev væltet i det kriminelle felt – straffespark, til hjemmeholdet trods store protester fra Vanløse. Özdogan eksekverede selv og bragte sikkert sit hold på 2-0, som også blev kampens resultat. Derved kravler FCK2 tre pladser op på en 8. plads.

 

Træner Brian Riemer var også tilfreds med dagens kamp:

 

- Jeg synes vi spiller en god kamp, selvom der var perioder vi var mere i boldbesiddelse end andre. Vanløse prøver lidt at udnytte at vi stiller med et meget ungt hold med en gennemsnitsalder på 20 år uden spillere fra A truppen, men jeg synes faktisk drengene spiller meget modent og med omtanke for spillet, hvilket også giver pote i de mål vi får.

 

Næste hjemmekamp er søndag den 2. maj, hvor Allerød kommer på besøg. Besøg FCK.DK for at få info om spillested op til kampen.