PARKEN Sport & Entertainment søger Grafisk Designer

Regnskab i Champions League-klassen

I forbindelse med købet af Fitness.dk A/S er PARKEN Sport & Entertainment i færd med at omlægge regnskabsåret til at følge kalenderåret. Overgangsfasen indebærer, at PARKEN Sport & Entertainment A/S i dag præsenterer et 18-måneders regnskab for perioden fra 1. juli 2006 til 31. december 2007.

 

PARKEN Sport & Entertainment A/S havde i 18-måneders perioden en omsætning på 1,5 milliarder kroner (mod 539 mio. kr. i den forrige 12-måneds periode fra 1. juli 2005 til 31. juni 2006). Periodens resultat før amortiseringer og transferudgifter blev på 301 mio. kr. (112 mio. kr.), og resultatet før skat blev 162 mio. kr. (58 mio. kr.).

 

Udover den forlængede regnskabsperiode kan den markante stigning i omsætningen primært henføres til købet af Fitness.dk A/S, der genererede en omsætning på cirka 500 mio. kr. samt fremgang på flere af koncernens forretningsområder – herunder F.C. København, hvor kvalifikationen til gruppespillet i UEFA Champions League, øget salg af merchandise, stigning i antallet af kommercielle samarbejdspartnere og klubbens andel i DBU/Divisionsforeningens nye og forbedrede tv-aftale løftede omsætningen.

 

- Det er i bogstaveligste forstand et økonomisk resultat i Champions League-klassen, og medarbejdere såvel indenfor som udenfor kridtstregerne fortjener stor ros for den gode indsats, der er ydet i perioden, siger Flemming Østergaard, bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment A/S og fortsætter:

 

- Vi har en fornuftig driftsindtjening, og i takt med styrkelsen af førende brands som fitness dk, Lalandia, PARKEN, F.C. København og FCK Håndbold forbedres vores markedspositioner på de centrale forretningsområder, hvilket lover godt for fremtiden. Sideløbende er vi i færd med at etablere yderligere platforme for forretningsmæssig udvikling i form af flere fitness dk-centre, modernisering af PARKEN med ny tribune og nye kontortårne, projektering af Capinordic Arena ved PARKEN, udbygning af faciliteter i Lalandia samt ikke mindst opførelsen af Nordeuropas største feriecenter Lalandia ved Legoland i Billund.

 

Over 1,5 mio. gæster i PARKEN
Selv om der kun blev afviklet 4 landskampe på Danmarks nationalstadion i periodens 18 måneder (2 EM-kvalifikationslampe blev flyttet til Århus på grund af episoden med en baneløber til Danmark-Sverige) steg antallet af arrangementer i PARKEN til 62 (mod 37 i 05/06). Internationale kampe med F.C. København, boksestævner med Mikkel Kessler og koncerter med musikalske verdensnavne som Robbie Williams, Justin Timberlake, Rolling Stones, Bruce Springsteen, George Michael, DJ Tiësto og Amy Winehouse betød, at det samlede besøgstal i PARKEN steg til lidt over 1,5 mio. gæster (809.000).

 

Med åbning af seks nye centre og over 100.000 medlemmer cementerede fitness dk i perioden sin position som danskernes absolut foretrukne fitnesskæde. De etablerede centre realiserede et driftsoverskud på 44,1 mio. kroner, hvorfra der skal trækkes 20,6 i driftsunderskud for de nyetablerede centre, men på grund af regnskabstekniske afskrivninger (IFRS) på 35,8 mio. kr. præsenterer Fitness.dk A/S et negativt regnskabsteknisk resultat på 12,3 mio. kr.

 

Traditionen tro fortsatte feriecenteret Lalandia sin positive udvikling med samlet 1.070.000 persondøgn, en stigning i tilkøb på 7 procent og et resultat før finansielle poster og skat på 41 mio. kr.

 

I 2008 forventer PARKEN Sport & Entertainment A/S et resultat før amortiseringer og transferaktiviteter i niveauet 200 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 100 mio. kr., hvori der er indeholdt specielle regnskabstekniske afskrivninger (IFRS) på mere end 35 mio. kr.

 

 

>>> Klik her for at hente årsregnskabet 2006-2007