Pierre Bengtsson: Godt at have Corner tilbage

Pierre Bengtsson: Godt at have Corner tilbage

F.C. Københavns venstre back, Pierre Bengtsson, er glad for igen at kunne drage nytte af Andreas Cornelius’ kompetencer i angrebet. Den unge angriber er igen på holdkortet til kampen mod Randers FC efter overstået karantæne.

- Han er stærk i feltet. En targetspiller, som vi kan spille bolden op til, når og hvis vi får brug for det. Og så holder han godt fast i de bolde, vi smider ind til ham, hvilket er vigtigt for både vores opbyggende og offensive spil, siger Pierre Bengtsson.

Pierre Bengtsson forudser et spillemæssigt overtag mod et Randers-mandskab, der vil kæmpe til det sidste for at få tiltrængte point i nedrykningsstriden.

- Vi kommer til at sidde på spillet, mens Randers ganske givet vil pakke sig ned i forsvaret og satse på kontramuligheder, siger Pierre Bengtsson.

- Randers vil gøre alt for at få point med hjem. De kæmper til sidste minut og giver aldrig op, men vi skal spille bolden hurtigt rundt og vise god bevægelse i kæderne. Formår vi det, og får vi udnyttet de chancer, som vi får skabt, skal sejren nok komme i hus, siger Pierre Bengtsson og tilføjer:

- Vi skal have en sejr i PARKEN igen.

>> Køb billetter til F.C. København - Randers FC her