Parken tours: Oplev Parken bag kulisserne i sommerferien
Har du nogensinde drømt om at stå i spillertunnellen, se omklædningsrummene indefra eller gå langs sidelinjen på vores byens hjemmebane, og samtidig blive klogere på Parkens rige historie?
I sommerferien får F.C. København-fans masser af muligheder for at opleve Parken på helt tæt hold. Fra den 22. juni til den 25. september tilbydes der fire daglige rundvisninger, hvor både børn og voksne kan komme med bag kulisserne på F.C. Københavns hjemmebane.
Der er mulighed for at vælge mellem to forskellige rundvisninger – begge med dansk eller engelsk guide.
Den klassiske rundvisning varer 45 minutter og tager gæsterne med langs banen, gennem spillertunnellen, ind i omklædningsrummene og forbi spillerbænkene. Undervejs fortæller guiden også historien om Parkens tribuner og de mange oplevelser, der har fundet sted på stadion gennem årene.
For dem, der vil have den fulde oplevelse, er der også mulighed for at vælge den 90 minutter lange VIP Tour. Her får man adgang til alle elementerne fra den klassiske rundvisning, men kommer også forbi Parkens VIP-faciliteter, The Terrace og Parken GO. Som en ekstra bonus modtager alle deltagere et FCK-halstørklæde ved ankomst.
Uanset hvilken tur man vælger, er der garanti for et unikt indblik i de områder, som normalt kun er forbeholdt spillere, trænere og medarbejdere på kampdage.
Så hvis du vil opleve Parken fra en helt ny vinkel i sommerferien, er det nu, du skal sikre dig en plads på en af de daglige rundvisninger.
Læs mere om rundturene og book dine pladser her >
