PARKEN runder 1 mia. kr. i indtægter

PARKEN runder 1 mia. kr. i indtægter

PARKEN Sport & Entertainment A/S er i færd med en omlægning af regnskabsperioden, således at årsregnskabet fra 1. januar 2008 følger kalenderåret. Som et led i omlægningen aflægger PARKEN et 18 måneders regnskab for perioden 1. juli 2006 til 31.december 2007.

 

I dag præsenterede koncernen et 12 måneders regnskab for perioden 1. juli 2006 til 30. juni 2007, og med en stigning i indtægter på 86 procent rundede PARKEN Sport & Entertainment en milliard kroner (539 mio. kr. i samme periode året før). Resultatet før skat steg med 100 procent til 115,5 mio. kr. (57,7 mio. kr.).

 

Resultatet før transferaktiviteter, finansielle poster og skat steg med 55 procent til 170 mio. kr. (109,9 mio. kr.), hvilket er 25 mio. kr. lavere end de oprindelige forventninger til 12 måneders perioden. Afvigelsen skyldes alene en periodisering, idet de udmeldte forventninger inkluderede salget af et kontortårn i PARKEN. Dette salg afsluttedes imidlertid først den 4. juli 2007, hvorfor det indtægtsføres i 3. halvår af 18-måneders regnskabet. De udmeldte resultatforventninger for 18-måneders perioden i niveauet 250 mio. kr. i resultat før transferaktiviteter, finansielle poster og skat, og i niveauet 160 mio. kr. i resultat før skat, fastholdes således.

 

- Det er et meget tilfredsstillende regnskab, hvor det store trækdyr i fremgangen naturligvis er F.C. Københavns deltagelse i det lukrative gruppespil i UEFA Champions League og generobringen af det danske mesterskab, men hvor alle forretningsområder lever op til forventningerne og flere overgår dem, siger bestyrelsesformand Flemming Østergaard.

 

F.C. København som brand
Udover den konkrete indtægtsfremgang glæder bestyrelsesformanden sig blandt andet over de langsigtede effekter af F.C. Københavns sportslige fremgang:

 

- Der er ingen tvivl om, at værdien af brandet F.C. København er steget markant i det seneste år. Det kan vi direkte aflæse i eksempelvis salg af kommercielle samarbejdsaftaler, merchandise og billetter, men jeg er sikker på, at der også er en betydelig langsigtet effekt. Således blev klubbens kampe overværet af over 1 million tilskuere på så forskellige stadioner som Lerpytter i Thisted og Old Trafford i Manchester. Dertil kommer, at vores 1-0 sejr over Manchester United i PARKEN blev transmitteret til flere end 60 lande over hele kloden, siger han og fortsætter:

 

- Det er også værd at bemærke, at antallet af gæster på Danmarks nationalstadion, PARKEN, steg med over 25 procent til over 1 million. Med F.C. Københavns kampe, landskampe, speedway, boksning og hele syv koncerter med blandt andre Robbie Williams, Bruce Springsteen og Justin Timberlake bekræftede perioden, at PARKEN er den førende underholdningsarena i Danmark. Endelig er det betryggende at se, at både Lalandia og fitness.dk fastholder deres stærke markedspositioner, siger Flemming Østergaard.

 

>>>Hent delårsrapporten som pdf-fil her!