PARKEN optimerer lyden

I nært samarbejde med Carl Bro Gruppen igangsætter PARKEN Sport & Entertainment A/S nu et større projekt, der skal ændre lydegenskaberne på 11.000 kvadratmeter af PARKENs overflader.

Målsætningen er en bedre lydoplevelse ved koncerter i PARKEN i form af kortere efterklangstid og en mere veldefineret baslyd. Derudover vil lyden komme til at fremstå mere klar, hvilket forbedrer forståelsen af det talte ord.

- PARKEN blev primært bygget til fodbold, og derfor blev der oprindeligt ikke taget tilstrækkelig højde for akustikken i forbindelse med koncerter. Det råder vi bod på nu ved at investere et millionbeløb i et projekt, der skal optimere lyden, siger bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment A/S, Flemming Østergaard.

Projektet indebærer blandt andet, at 3.000 kvadratmeter eternitvægge erstattes med vægge af træbeton. Derudover beklædes tusindvis af kvadratmeter med et lydabsorberende materiale, der kan monteres og demonteres forholdsvis enkelt.

Vejledning til lydfolk
Projektet startede med en dialog mellem PARKEN og relevante branchepersoner, inden en simuleringsmodel blev udviklet af Carl Bro Gruppen. Gruppeleder i Carl Bro Gruppens Acoustica-afdeling, Claus Møller Petersen, er teknisk leder af projektet:

- Det er en utrolig spændende opgave, fordi der er så mange faktorer, der har indflydelse på lyden i PARKEN. Vi har derfor gennemført en række akustiske beregninger for at finde de mest effektive løsninger inden for de givne rammer, siger han.

Udover de lydabsorberende beklædninger skal Carl Bro Gruppen udforme en vejledning til de professionelle lydfolk, der gæster PARKEN sammen med de store verdensstjerner.

Af vejledningen vil det fremgå, hvilken form for lydanlæg, der skal benyttes på tribunerne, og hvordan højttalerne skal placeres for at opnå den bedste lyd. Desuden skal der udarbejdes et eksempel på et egnet lydsystem, der kan indlejes som standard.

Projektet vil stå færdigt i god tid før det store H.C. Andersen-show "Once upon a time" løber af stablen i PARKEN den 2. april 2005.