PARKEN opjusterer

PARKEN opjusterer

PARKEN Sport & Entertainment opjusterer forventningerne til 2008 med 20 procent

 

PARKEN Sport & Entertainment A/S har for kort tid siden sendt en meddelelse til Københavns Fondsbørs, hvor selskabet opjusterer forventningerne til årets resultat før skat fra de tidligere udmeldte 100 mio. kroner til niveauet 120 mio. kroner.

 

PARKEN Sport & Entertainment A/S gør dog opmærksom på, at resultatet kan påvirkes af faktorer som udviklingen i renteniveauet, idet koncernens rente-SWAPS regnskabsteknisk skal periodiseres i henhold til de såkaldte IFRS-regler.

 

Forventningerne til henholdsvis omsætning (cirka 1,5 mia. kroner) og resultat før amortiseringer og transferaktiviteter (niveauet 200 mio. kroner) fastholdes.

 

- Der bliver arbejdet hårdt i vores organisation, og det er meget tilfredsstillende, at indsatsen bærer frugt i form af et forventet resultat, der ligger noget over vores budget, siger bestyrelsesformand Flemming Østergaard og fortsætter:

 

- Vi ekspanderer kraftigt i disse år, og det er betryggende, at der samtidig er fuld fokus på den daglige drift. Med dagens opjustering kan jeg kun konkludere, at vi har dygtige medarbejdere på alle niveauer. På den sportslige front er det en fornøjelse, at F.C. København for tredje år i træk har kvalificeret sig til et europæisk gruppespil, og at begge vores håndboldhold spiller i Champions League.

 

Tryg ved ekspansion
PARKEN Sport & Entertainments ekspansionsplaner berører stort set hele koncernen. Gæster på Danmarks nationalstadion kan ved selvsyn konstatere, at en ny tribune, nye omklædnings- og VIP-faciliteter samt 10.000 kvadratmeter nye kontorlejemål er på vej. De vil stå færdige i 2009.

 

I Lalandia Rødby er et nyt attraktivt udendørs poolområde i drift, og to moderne biografsale er på vej. I Billund slår Lalandia til næste år dørene op for Nordeuropas største ferie- og aktivitetscenter med blandt andet en såkaldt AquaDome af hidtil usete dimensioner på disse breddegrader. Danmarks største fitness-kæde, fitness dk, vil inden årets udgang have 38 centre over hele landet til at betjene de over 120.000 medlemmer.

 

Dertil kommer Capinordic Arena ved PARKEN, som forventes klar i 2010, og det store feriecenter i Montepaone i Syditalien, hvor PARKEN Sport & Entertainment sætter et betydeligt trecifret antal ferielejligheder og –huse til salg i de kommende år.

 

- Ikke mindst i lyset af den ambitiøse ekspansion har management højeste prioritet i bestyrelsen, og derfor satte vi også en plan i værk for et år siden, hvor jeg overlod mine bestyrelsesposter i datterselskaberne til direktionen, og tidligere i år gennemførte vi en ændring på ledelsesplan, der sikrer de enkelte forretningsområder tilstrækkeligt råderum i det daglige arbejde og indebærer, at bestyrelsen og direktionen har overskud til at tænke strategisk og langsigtet. Kombinationen af en effektiv forretningsmodel og optimal ledelsesmæssig manøvredygtighed er den bedste garanti for, at vi kan fastholde og udvikle vores stærke markedspositioner, siger Flemming Østergaard.