Andreas Cornelius

Neestrup før Dortmund: Forventer en intens og lige kamp

Onsdag aften gælder det den sidste Champions League-kamp i år, når Dortmund kommer besøg i Parken. Og Jacob Neestrup forventer at holdet igen kan levere et godt resultat i et tæt på fyldt Parken.

Skal fortsætte de gode takter
"Stemningen er god, fordi vi føler, vi er på vej i den rigtige retning. I morgen handler det om at fortsætte med at vise, vi kan være konkurrencedygtige især på hjemmebane i Champions League. Senest efterlod vi et godt udtryk i sidste uge i Sevilla på trods af resultatet, og i morgen går vi efter at få tre point på kontoen efter to uafgjorte kampe mod Sevilla og Manchester City i Parken," lyder det fra Jacob Neestrup efter den afsluttende træning forud for kampen.

Det bliver endnu engang en fornem kulisse i København, som spillerne går på banen til onsdag aften - og det skal hjælpe holdet frem mod et godt resultat mod tyskerne, der sammen med Manchester City er klar til 1/8-finalerne i turneringen efter nytår.

"Det er vores håb og forventning, at vi kan spille en intens og lige kamp mod en rigtig dygtig modstander, uanset hvilke spillere, de kommer med. Der er masser at spille om for os i morgen. Der sidder 35.000 på lægterne, som vi skal ud og vise os frem for, og der er vigtige koefficientpoint på spil både for os som klub og for dansk fodbold. Og det har vi et ansvar for," slår Neestrup fast.

Andreas Cornelius spares
Løverne må til kampen undvære karantæneramte David Khocholava men også Andreas Cornelius, der ellers gjorde comeback efter sin skade i sidste uge i Sevilla og også kom ind mod Randers i weekenden.

"Corner er ikke med i morgen, men det er ikke fordi han er skadet. Vi vælger ikke at risikere noget, fordi han endnu ikke er der, hvor han kan spille kampe kontinuerligt midtuge-weekend-midtuge. Så vi tager bare vores forholdsregler, selvom det selvfølgelig er ærgerligt både på vores og Corners vegne. Men det er den eneste rigtige beslutning med tanke på, at han skal være klar til kamp på søndag mod Lyngby," forklarer Jacob Neestrup.

Til kampen er en anden angriber, Mamoudou Karamoko, klarmeldt igen efter sin skade.

Opgøret mod Dortmund fløjtes igang onsdag kl. 21.00 i Parken. Der er stadig et begrænset antal billetter tilbage til kampen.

>> Find din plads til kampen her

>> Læs tilskuerinfo mm i artiklen her