Jacob Neestrup

Neestrup: Chancerne er nok 50/50, men vi er her for at vinde

”Det er svært at vurdere styrkeforholdet mellem os og Qarabag, men jeg vil sige 50/50, når vi nu spiller på udebane. Vi tager under alle omstændigheder herned for at vinde, og vi skal have minimum det ene point med hjem,” siger Jacob Neestrup inden onsdagens udekamp mod Qarabag FK.

Qarabag skulle ligesom os gennem seks kvalifikationskampe for at nå ligafasen, hvilket Neestrup har respekt for.

”Jeg har altid respekt for klubber, der skal kæmpe sig vej gennem kvalifikationen, og Qarabag har også taget den lange vej. Vi har selvfølgelig studeret deres kampe grundigt, og de var især gode mod Ferencvaros, som de fortjent slog ud i playoff.”

”De har mange gode offensive spillere, og de er gode på omstillinger, og man kan se, at det er et hold, der er vant til at spille europæisk. Selv om de ikke har været i Champions League de senere år, så har de regelmæssigt spillet især i Europa League. Så det er et hold, man skal tage alvorligt, og det gør vi også altid, når vi skal spille de her kampe. Det er en del af den europæiske erfaring, vi har bygget op gennem mange år.”

De senere år har spillerne trænet hjemme på Nummer 10 dagen før europæiske udekampe og er så først fløjet om eftermiddagen, men Neestrup og trænerteamet valgte denne gang at tage tidligere afsted og træne på stadion dagen før. Det begrunder cheftræneren således:

”Vi kunne godt have fløjet ned i dag og også rejst hjem lige efter kampen i morgen, men vi valgte denne gang at rejse ned allerede mandag og vente med at flyve hjem til torsdag eftermiddag. Blandt andet fordi, det er en længere rejse, end vi plejer, og så er der et par timers tidsforskel, så alt i alt vurderede vi, at det var den måde, vi bedst kunne forberede os på denne gang. Og så har vi stadig to dage derhjemme til at forberede os på Midtjylland-kampen i Parken på søndag."

Det var nok også meget godt, at spillerne fik lejlighed til at teste banen på Tofiq Bahramov Stadion, for det var ikke ligefrem det lækre græstæppe, som venter hjemme i Parken.

”Banen kunne være bedre, skal vi ikke bare sige det sådan, men det er jo ens for begge hold, så det skal ikke være nogen undskyldning. Det er selvfølgelig noget, vi må forholde os til, men det skal vi kunne løse,” sagde Jacob Neestrup.

Her kan du se billeder fra dagens træning fra vores fotograf Gaston Szérman:

Jordan Larsson

 

Gabriel Pereira

 

William Clem

 

Dominik Kotarski