Så har de unge også sommerferie

Nederlag til U19-holdet

Lørdag den 30. august var FCK/KB’s ynglinge et smut i Jylland for at spille årets tredje kamp i U19 Ynglinge Ligaen, og desværre gik det ikke helt som håbet, idet Vejle vandt kampen 2-1.

 

Af Jan Eliassen

Forholdene var ellers tæt på perfekte i Vejle, solen skinnede, det var 20 grader varmt, og faktisk var det ”verdens bedste fodboldvejr” – det eneste der ikke var helt perfekt var en lidt langhåret græsplæne.

 

FCK/KB spillede faktisk en god kamp, de stod godt fysisk og kom godt rundt på banen. Et sted hvor det dog haltede vatr ved dødbolde, og begge Vejles mål faldt også ved dødboldssituationer, og det var en ting der ærgrede træner Jonnie Larsen:

 

- Vi er ikke dygtige og koncentrerede nok ved dødboldene, og da det jo er målene der tæller i topfodbold, så kan jeg desværre konstatere, at Vejle nu har ni point efter tre kampe, og at vi kun har fire point.

 

FCK/KB fik ellers udlignet Vejles 1-0 føring, da Andreas Moos for tredje kamp i træk blev noteret for en træffer, men det enlige mål endte dog med ikke at være pointgivende.

 

Jonnie Larsen var tilfreds med mange ting, dog ikke resultatet, men var utilfreds med antallet af brændte chancer:

 

- Udover den chance som Moos scorer på, så har vi vel ti hjørnespark og så fire store STORE chancer, og at vi ikke scorer mere end et mål på fem store chancer er ikke tilfredsstillende.

 

Næste chance for at score på chancerne, bliver lørdag den 6. september, hvor både U19- og U17-holdet skal en tur til Odense hvor OB venter.