U14/U15: Status på en ny sæson

Mio: - Ikke bare fodbold, det er også skole!

Tidligere på året gik F.C. Københavns nye ungdomssatsning i luften, og her hvor projektet er ved at have et godt stykke tid på bagen, så tog FCK.DK ud for at se hvordan det går  på School of Exellence.

 

Af Jan Eliassen

F.C. Copenhagen School of Excellence har i samarbejde med Johannesskolen bygget et ugeprogram sammen, hvor tirsdag og torsdag helt og aldeles er helliget skolegangen. Til gengæld byder mandag og onsdag på træning både morgen og eftermiddag, og om fredagen må de unge talenter nøjes med eftermiddagstræning.

 

Ligegyldigt hvilken ugedag der tales om, så er dagligdagen strikket sammen på en sådan måde, at når eleverne forlader anlægget eller skolen, så er alle lektier lavet – og aftenen kan så bruges på at være sammen med familien og alle vennerne uden for School of Excellence – et tiltag som er højt værdsat af de involverede forældre.

 

Michael Mio Nielsen, School of Excellences Manager siger om skolen:

 

- Vi er meget glade for samarbejdet med Johannesskolen, for kvaliteten af deres skolearbejde er meget højt. Vi taler om en meget engageret partner, der er 100 % med i det her projekt. Vi kan ikke rose Johannesskolen nok, og de sørger blandt andet ved lektielæsningen om eftermiddagen for, at eleverne får den nødvendige faglige udvikling, for det er også en meget vigtig del af det at være elev her på School of Excellence. Vi gør meget ud af at påpege, at det ikke bare er fodbold – det er også skole!

 

Men også elever og forældre er glade for skolen, Mio forklarer:

 

- Vi har kun hørt positivt fra lærerne på Johannesskolen, og vi kan også kun sige positive ting om dem. De har været med til at sørge for, at drengene fungerer rigtig godt socialt – både i spillertruppen, men også sammen med den anden halvdel af klassen – lutter piger for øvrigt. Fra alle involverede forældre har vi fået positiv respons, og ros for den flok glade, lærevillige og disciplinerede drenge vi har med at gøre. Man kan også sige, at når man fra en far får at vide, at han ” har en dreng der stråler …”, så gør vi nok tingene på den rigtige måde.

 

At forældrene er glade for projektet kommer også tydeligt til udtryk i nogle af de mails som Sune og Mio får. En far til en af drengene sendte eksempelvis denne e-mail:

 

- ”Det er en fornøjelse og glæde som forældre at kunne konstatere, at det allerede i opstartsfasen for FCK School of Excellence er lykkedes at skabe et rigtig godt sammenhold blandt drengene, hvor konkurrencefodbold og skolegang går op i en højere enhed. Drengene bliver presset hårdt både på banen og i klasselokalet, men på den positive måde og i et miljø hvor drengene ikke indbyrdes føler sig som konkurrenter, men tværtimod hjælper og støtter hinanden. Det er i øvrigt betryggende, at skolen fortsat prioriteres højt som en forudsætning for fodbolden og ikke omvendt, ligesom det er glædeligt, at drengene har vist sig sagtens at kunne konkurrere med pigerne rent akademisk. Vi ser frem til at følge drengene tæt de næste tre år og er med den gode start sikre på, at de vil få et stort udbytte ud af at være tilknyttet FCK School of Excellence, hvad enten de ender som professionelle fodboldspillere eller ej.”

 

Sune Smith-Nielsen, Sportsmanager på School of Excellence tilføjer:

 

- Ifølge lærerne på skolen så har vi en meget harmonisk flok spillere, der er ingen grupperinger spillerne imellem, og skulle der opstå konflikter, så bliver der taget hånd om dem med det samme. Eksempelvis har Dennis Simonsen, deres ansvarlige fodboldtræner, regelmæssig kontakt med drengenes to klasselærere, for eventuelle problemer skal løses med det samme. Det glæder os også rigtig meget, at deres lærere går ligeså meget op i at udvikle drengenes dansk, som vi går op i at udvikle deres halvliggende vristspark.

 

Sune påpeger dog, at spillerne så langt fra er de eneste der er en del af U14-truppen:

 

- Udover de 12 drenge på skolen, så har vi også en 5-6 spillere som ikke går på skolen, men som er med på helt almindelige betingelser – men de er ligeså vigtige i vores U14-trup som drengene her på skolen. De træner med om eftermiddagen, og har derudover et træningspas helt for sig selv.

 

Klokken lidt over halvt ti forlod FCK.DK’s udsendte School of Excellence, hvilket var samtidig som de unge spillere var færdige med morgentræningen og den efterfølgende morgenmad – men det virkede som om, at hvad Sune og Mio havde sagt det holdt stik, for det var en flok engagerede drenge der glade gik over mod Johannesskolen med udsigten til at bruge de næste timer på en omgang dansk, engelsk og matematik.

 

>>>>> Læs mere om School of Excellence

 

 

Dagens første træningsøvelser (Foto: Jan Eliassen, FCK.DK)

 

Fuld koncentration fra klokken 0815 (Foto: Jan Eliassen, FCK.DK)

 

Jan Michaelsen instruerer U14-spillerne (Foto: Jan Eliassen, FCK.DK)

 

En kort pause – og så en ny øvelse (Foto: Jan Eliassen, FCK.DK)

 

0930 og tid til lidt morgenmad (Foto: Jan Eliassen, FCK.DK)