Løve Cup i B1903

I Store Bededagsferien, fredag d. 27. april og lørdag d. 28. april, afholdt B1903 deres årlige Løve Cup med omkring 250 hold fra hele Sjælland, hvor rækkerne U5-U12 var repræsenteret. B1903 er vores moderklub, og vi var glade for at kunne sende Team Leo ud med vores FCK Fanzone. Med bagende sol og en masse friske børn, var der gang i vores aktiviteter, hvor Lykkehjulet og Målvæggen blev prøvet og mange børn gik derfra med FCK præmier.  

Fra vinder af U9 rækken til mødet med Ankersen og Holse

Til stævnets sidste dag, lørdag, kom Peter Ankersen og Carlo Holse forbi for at hilse og skrive autografer til de mange børn. Da B1903's U9 drenge flot vandt deres række, fik de sig noget af en overraskelse, da det var de to idoler, der overrakte dem pokalerne. Team Leo fik, efter præmieoverrækkelsen, en snak med en af de seje vindere af U9 rækken, Gustav fra B1903. 

- Det var mega fedt at få overrakt pokalerne af de spillere, som jeg ser spille, når jeg er inde og se FCK sammen med min far. Især Carlo er sej, fordi han har spillet i B1903 ligesom mig.  

 

Tak til B1903 for et fremragende stævne, vi glæder os til næste år. 

Husk at vi spiller hjemmekamp mod FC Midtjylland i Telia Parken fredag d. 18. maj kl. 18.00. >>Du kan nu sikre dig billet på billet.fck.dk