Livet på DFDS Familietribunen: Da Victor gik på banen med Corner

___ 

 

- Han sagde bare, at nogen af børnene skal stå i dén række. Og nogen af børnene skal stå i dén række. Og så er der nogen, der skal stå dér. De skal gå med dommerne. 

 

Scenen er Telia Parken. Tidspunktet et kort øjeblik før første fløjt klokken 20.45 en kold første onsdag i november. 

 

Victor på otte år står sammen med 26 andre børn i en klump i spillertunnelen. Her venter de på, at tusindvis af mennesker på stadion – og millioner af mennesker bag skærme af enhver teknologisk art skal se dem indtage banen med de 22 spillere og 5 dommere. Victor og de andre er nemlig de såkaldte indmarchbørn, som iklædt Champions League-trøjer skal gå med nogen af landets og verdens største fodboldspillere på banen, inden kampen går i gang. 

 

Det er F.C. København mod Leicester i verdens største klubturnering. Det er Olsen mod Schmeichel. Santander mod Vardy. Delaney mod Mahrez. Men al prestigen, pengene og al glamouren, ja, den er børnene ligeglade med. Det er ligegyldigt for dem. Her handler det kun om det næste øjeblik. Øjeblikket, hvor de kommer til at være helt tæt på de helte, der hænger på plakater over deres senge, og som de har set i tv utallige gange.

 

Flere mennesker vimser rundt i det lille område. Børnene kigger sig nysgerrigt omkring, og pludselig hører de en høj mandestemme, der beder dem om at stille sig på række. Sådan finder de ud af, hvem der skal gå med hvilket hold på banen. 

 

Nu står de så dér i rækken, og det er vist ingen underdrivelse, hvis man påstår, at de alle sammen har vrimlende sommerfugle i maven. Flere af dem har knapt nok kunne sove om natten. For det er en stor ting at gå med spillerne på banen. Så stor, at det ind imellem hænder, at børneklubbens kontor må modtage et afbud, fordi det simpelthen er for meget at rumme for børnene. Spændingen er for stor.  

 

Victor kigger sig omkring. Han tripper lidt ligesom de andre børn i sin fine, sorte trøje med Champions League-logoet på. Bag ham kan han høre, at der sker noget. En mand med et headset siger et eller andet utydeligt i baggrunden, der signalerer, at nu er der ved at ske noget. Og bag ham inde bag en glasdør, kan man høre lyden af fodboldstøvleknopper, der klikker med deres karakteristiske lyd mod trappetrinene. Det er spillerne, der er ved at komme op. 

 

Men lad os lige skrue tiden få dage tilbage. Victor var nemlig blevet tilmeldt en konkurrence for børnesæsonkortholdere om at blive indmarchbarn, og ja, minsandten om han ikke var heldig. Og i dagene op til voksede forventningerne og spændingen, og om aftenen før var det mere end svært at falde i søvn for Victor. 

 

- Jeg glædede mig helt vildt meget, fortæller Victor, hvorefter hans far supplerer. 

- Ja, det var svært at putte Victor i seng, og vi havde faktisk kæmpet lidt med noget maveonde, men han var stærk, og han ville bare ind og være med. 

- Ja, det ville jeg ikke gå glip af. Jeg havde glædet mig mega meget. Sådan mega rigtig meget. 

 

Tilbage i spillertunnelen dukker de første spillere op. Og derefter resten. Alle børnene står og kigger på de berømte skikkelser, og især én af dem gør et stort indtryk på Victor. 

 

- Youssef Toutouh kom op og gav os alle sammen en high five. Det var rigtig fedt, husker han, inden han tænker tilbage på, hvem han håbede på at gå med, inden han skulle derind. 

 

- Thomas Delaney gad jeg MEGA godt at holde i hånden. Eller Andreas Cornelius. Eller Benjamin Verbic. Eller Toutouh… Eller…. Zanka Jørgensen! Jeg havde ikke nogen at holde i hånden, og så kom han bare hen og sagde hej, og så holdte jeg ham bare i hånden, fortæller han. 

 

Og sådan gik det til, at Victor skulle gå med Andreas Cornelius på banen. 

 

- Og så stod vi bare der på rækken med spillerne i hånden. Men vi var meget nervøse. Især mig og en anden. For hvad hvis nu, vi glemte, hvor vi skulle stå, og vi så skulle bytte med hinanden midt i det hele, siger han, mens han tager en tår af sin Sprite. Han retter lidt ved sit hår og tænker videre tilbage på, hvad der skete. 

 

- Pludselig begyndte musikken at spille, og så gik vi med spillerne ind på stadion. Der var meget larm. Jeg tænkte, hold da op, hvor er der mange! 

 

Da Champions League-hymnen var forbi, løb Victor og de andre ud mod et omklædningsrum, hvor de fik deres varme tøj på, inden de satte sig til rette med deres forældre og så kampen.

 

- Det var en god kamp. Den fedeste, jeg har været inde og se. Det var flot af FCK, at de der Leicester ikke scorede, fortæller han. 

 

Men det var nu engang de få minutter med spillerne, som havde gjort det største indtryk på den unge mand, som nu var en oplevelse og en del opmærksomhed rigere. 

 

- Der var mange fra min skole, der havde set mig. De sagde, ’Victor, jeg har set dig i fjernsynet!’ Det var sådan lidt sejt, at de havde set mig. Jeg har tænkt på det mega mange gange og fortalt det til nogen af mine venner, som ikke havde set det. Jeg har også fortalt det til nogen fra min gamle klasse, som også var inde og se kampen, siger Victor, der elsker at se fodbold med F.C. København. 

 

- Jeg synes, det er rigtig sjovt. Jeg har en fætter. Han holder med Brøndby. Han er lidt misundelig, fordi de er ikke så gode, indskyder Victor og udbryder resolut, da han skal forholde sig til, hvordan det hele var den aften. 

 

- Det var mega fedt. Jeg gad godt prøve det mega mange gange og hver dag. Så hver dag de skulle spille, så skulle jeg gå med dem, fortæller han, hvorefter han slutter af ved at forholde sig til, om han nogensinde kommer til at glemme, da han gik med Andreas Cornelius på banen. 

 

- Aldrig! Fordi, når jeg har oplevet noget sjovt, så glemmer jeg det aldrig.