KB uddelte øretæver i Århus

KB uddelte øretæver i Århus

Søndag eftermiddag spillede både KB’s U-16, såvel som U-18 hold på udebane mod AGF’s ditto. Det blev til en overlegen københavnsk fodboldopvisning, hvor de unge KB’ere kunne drage hjem til hovedstaden med en sammenlagt 9-0 sejr.

 

U-16: AGF-KB 0-4

 

Først på eftermiddagen mødtes de to klubbers U-16 hold og allerede tidligt i kampen, bragte københavnerne sig foran 1-0 på mål af Thomas Delaney. Føringen medførte et massivt pres på KB’s mål, men en storspillende Mikkel Hasling pillede pynten af AGF’s offensiv. knap en halv time inde i opgøret troede alle tilskuere at jyderne skulle udligne, men endnu en gang hev Hasling en feberredning ud af ærmet. Redningen satte en hurtig kontra i gang, hvor KB gjorde det til 2-0, efter scoring af Cagri Erdem, en stilling der holdt til pausen.

 

I anden halvleg kom AGF ud med en ny offensiv opstilling, for at hente KB’s føring. Det endte dog med at blive en indbydelse til københavnernes hurtige kanter, der sammen med resten af offensiven, skabte adskillige store chancer. To af disse blev omsat til mål af henholdsvis Mikkel Knudstrup og Cagri Erdem. Selvom sejren var overbevisende og fortjent, skal det dog nævnes at AGF skabte flere store chancer, men at Mikkel Hasling stod en brandkamp.

 

Startopstilling:

 

Mikkel Hasling  
Hayder Said - Jesper Christiansen - Lasse Horn - Kristian Ellegaard
Theis Christensen - Mikael Vukecevic - Thomas Delaney - Morten Jørgensen
Cagri Erdem - Mikkel Knudstrup

 

Scoringer:

12. minut: Thomas Delaney, 0-1
28. minut: Cagri Erdem, 0-2
42. minut: Mikkel Knudstrup, 0-3
51. minut: Cagri Erdem, 0-4 

 


U-18: AGF-KB 0-5

 

Efter de seneste runders flotte offensive spil og mange scoringer, skulle KB’s U-18 hold vise at formen stadig er for opadgående. Det skulle søndag eftermiddag, gå ud over U-18 holdet fra Smilets By.

 

Allerede efter fire minutters spil var KB første gang på måltavlen, da Andreas Moos flot lobbede bolden over en målløs AGF målmand. Århusianernes kvaler var dog langt fra forbi. Ikke mindst KB’s højreside med Saban Özdogan og Danny Jensen terroriserede modstandernes forsvar. I det hele taget var næsten alle københavnernes spillere med i offensiven, hvor 2-0 målet da også kom fra en forsvarers fod. Malik Conradsen kunne efter små tyve minutter bugsere bolden i kassen i to omgange og dermed skaffe KB en komfortabel pauseføring.

 

Anden halvleg blev aldrig ligeså velspillet, selvom der skulle komme yderligere tre KB scoringer. Tyve minutter inde i anden omgang scorer Marc Dal Hende til 3-0 på en flot flugter og lukker reelt kampen. AGF forsøgte sig med en mere fysisk tilgang til kampen, uden det dog gav det ønskede afkast. I stedet kunne KB score yderligere to gange, da først Jamal Bhuyan og siden Mads Aunvig scorede til henholdsvis 4-0 og 5-0.

 

Startopstilling:

 

Frederik Vang Larsen  
Danny Jensen - Jacob Albrechtsen - Mallik Conradsen - Magnus Sonne
Saban Özdogan - Jamal Bhuyan - Nicklas Kristensen - Marc Dal Hende
Andreas Moos - Thomas Christiansen

 

Scoringer:

4. minut: Andreas Moos, 0-1
18. minut:Malik Conradsen, 0-2
65. minut: Marc Dal Hende, 0-3
80. minut: Jamal Bhuyan, 0-4
86. minut: Mads Aunvig, 0-5