Kan Ekstra Bladet regne ?

Ekstra Bladet har i dag bragt en artikel af Thomas Brunstrøm med overskriften "Don Ø talblind".

Indholdet i artiklen er ikke korrekt, og klubben har i dag anmodet Ekstra Bladet om en forklaring.

Artiklen handler om den kendsgerning, at F.C. København i søndags rundede tilskuer nummer 300.000 til hjemmekampe i Champions League, UEFA Cup, SAS-liga og DONG Cup i indeværende sæson. Det er fuldstændigt korrekt, hvilket blandt andet fremgår af den pressemeddelelse, som klubben udsendte tidligere på ugen.

F.C. København betragter det som særligt graverende, at Thomas Brunstrøm faktisk var informeret om sammenhængen, idet han talte med informationschef Charles Maskelyne, inden han skrev artiklen.

Flemming Østergaard siger i en kommentar til artiklen:
-I tidens løb er jeg blevet beskyldt for meget, men dog aldrig for at være talblind. Når vi har journalistens forklaring kan vi bedre vurdere, om det er ham eller mig, der kan regne. Indtil videre vil jeg nok sætte mine penge på mig selv.