Kampreferat: FCK vs. FKO

Endelig var der Europa Cup-fodbold i PARKEN igen. Efter exit'en i Champions League-kvalifikationen hungrede spillerne efter at vise, at Europa-eventyret absolut ikke var slut for denne sæson.

Der blev indledt med et minuts stilhed til minde for ofrene ved terrorangrebet 11. september i USA. Desværre viste de jugoslaviske fans stor usmagelighed ved at pifte og råbe igennem hele minuttet. Det resulterede da også i en enorm pibekoncert ned mod D-tribunen, da det ene minut var gået.

Kampen startede med et gys, da der kun var spillet ét minut og Sasa Simonovic fra Obilic var alene igennem. Gudskelov reddede Kihlstedt københavnerne for en kold dukkert.

Derefter tog F.C. København over. I det syvende minut var Zuma alene igennem, men blev tacklet i sidste øjeblik. Et minut senere scorede Heine Fernandez på et skud fra kanten af feltet – et rigtigt flot mål.

De næste 15 minutter gik med massivt FCK-pres. Specielt Zuma var den store synder, men samtidig må man give Obilic’ målmand, Goran Simov, kredit for en masse flotte redninger. Publikum savnede dog ikke underholdning, for der var som sagt masser af chancer – der blev bare ikke scoret på nogle af dem.

Som halvlegen skred frem, kom Obilic mere og mere med. De fik ikke deciderede chancer, men fik organiseret sig, mens FCK trak sig længere tilbage på banen. I slutminutterne af halvlegen forhindrede Kihlstedt igen en udligning: Ardijaj Djokaj kom alene med svenskeren, men endnu engang trak Magnus sig succesfuldt ud af duellen.

Christian Lønstrup var tilbage på sin "gamle” plads på den centrale midtbane, og der befandt han sig tydeligvis rigtig godt. Løns var omdrejningspunktet på midtbanen, bolderobrer og igangsætter – det lignede Lønstrup, som vi kendte ham inden han røg til Cagliari for en del år siden.

Anden halvleg startede som den første sluttede. Meget spil frem og tilbage uden nogen former for chancer. Man skulle tyve minutter ind i halvlegen før FCK fremviste et mønsterangreb. Desværre diskede Simov i Obilic-målet endnu engang op med en virkelig flot redning på Thorningers forsøg.

To minutter efter sendte Jacob Laursen en lang bold frem mod Heine, som sikkert headede den blødt over målmanden til en fortjent 2-0 føring. Tre minutter efter målet, var det rent uheld at Thorningers frispark ikke endte med et 3-0-mål,men bolden ramte stolpen, herefter målmanden, hvorpå den trillede langs mållinien, inden keeperen fik fat i den.

De jugoslaviske fans viste endnu engang deres grumme side ved at råbe racistiske tilråb ned mod Zuma, efter at den sydafrikanske stjerne havd emåtte lade sig udskifte på grund af en skade. Carsten Fredgaard kom ind på Zumas plads i angrebet.

De resterende minutter blev stille og roligt kørt igennem med sikkerhed over hele linien. Magnus var en sikker sidste skanse, og Lønstrup bevarede roen på midtbanen. Nu skal der samme arbejdsindsats til nede i Beograd om en uge, og så er vejen banet til anden runde af UEFA Cup’en.