Kampreferat: ACH vs. FCK

Sæsonens første Superliga-nederlag
Det havde øset nede hele dagen over Horsens - og for den sags skyld også det meste af landet – men der var dog en pause i regnen, da de to hold gik på banen til denne mandagskamp, hvor københavnerne for sjette gang ud af syv mulige var på udebane. Der var statistisk opmuntring at hente i den kendsgerning, at hjemmeholdet endnu ikke havde vundet på hjemmebane, men da Peter Rasmussen fløjtede af efter 5 minutters overtid i 2. halvleg, var der ikke noget at muntre sig over for københavnerne…

Der stod nemlig 1-0 til De Gule på lystavlen på det mål, som Kim Christensen forærede Steffen Kielstrup efter 34 minutter, da han prøvede at sparke bolden ud til Claudemir, men i stedet ramte Kielstrup, der sendte bolden ned i det tomme mål med et præcist spark og dermed noterede sig for sin første scoring i Horsens-trøjen.

På det tidspunkt var det ellers lidt af et mirakel, at det stadig stod 0-0, og med lidt held kunne gæsterne havde taget teten allerede i det 3. minut, da Claudemir headede bolden på stolpen efter et hjørnespark fra Pierre Bengtsson.

Efter 11 minutter var der også bud efter træværket i den anden ende, da Jude Nworuh sendte bolden på den ene opstander, og bare to minutter senere var han igen meget tæt på at komme på tavlen, da han slap helt fri midt i feltet, men måtte se Kim Christensen parere sit skud med en fremragende fodparade.

Københavnerne fik aldrig rigtig gang i sit spil i starten af kampen, og i takt med at regnen begyndte at sile ned over arenaen igen, så kom Horsens til flere og flere halve og hele muligheder. Efter en snes minutter tegnede Andreas Cornelius sig for en afslutning med højre lige uden for feltet, men det voldte ikke problemer for Frederik Rønnow i Horsens-målet.

Skydetelt efter Horsens-scoringen
Omkring den halve time var løverne begyndte at komme bedre med, og kampen var ret lige og afvekslende, men i det 34. minut faldt den scoring, der senere skulle vise sig at blive afgørende. Minutterne efter hang 2-0-målet også i den kolde aftenluft… først var Janus Drachmann tæt på at komme til en farlig afslutning i feltet, og bare et minut senere ramte Horsens overliggeren, da et skud blev rettet af, og det gik så stærkt, at jeres udsendte ikke nåede at notere, hvem der var afsenderen.

Løverne var dog ikke mere rystede end, at man snart fik flyttet skydeteltet op i den anden ende af banen. Pierre Bengtsson blev nedlagt lige uden for Horsens-feltet, men Martin Vingaard bankede frisparket lige i den gule fem-mands-mur. Bare to minutter senere serverede TK en glimrende bold til Bolaños i højre side af feltet, men costaricaneren ramte forbi mål med sin afslutning. Men det blev indledningen til et godt FCK-pres frem mod pausen, hvilket trods alt gav løfter om en bedre 2. halvleg end de første 30-35 minutter af 1. halvleg.

Det blev den også set, men alligevel manglede der stadig noget, og topholdet fik generelt for lidt ud af et boldovertag på omkring de 60-40. Og Horsens stod ikke bare nede bagved og forsvarede sig, men jagtede optimistisk 2-0-målet og varierede kløgtigt mellem det direkte kontraspil og det mere henholdende opspil, der trak det tempo ud af kampen, som gæsterne aldrig for alvor fik skabt.

De få, men store FCK-chancer var ikke nok
Midt i halvlegen, hvor Grindheim netop havde afløst Claudemir, skabte løverne dog halvlegens ubetinget største mulighed, da Cornelius mødte et godt Lars Jacobsen-indlæg fra højre og pandede bolden mod mål fra nært hold, men selv om bolden studsede på den våde og glatte bane, fik Frederik Rønnow dygtigt kastet sig ned og holdt fast i den for næsen af Santin og Bolaños, der forgæves lurede på en returbold.

I den anden ende havde Jude Nworuh et udmærket skud fra distancen, som Kim Christensen dog tog sig sikkert af, men ellers var det så som så med de østjyske afslutninger. Desværre var det også så som så med FCK’ernes etablerede angrebsspil, og man fik aldrig for alvor lagt tryk på hjemmeholdet. Godt et kvarter før tid var det dog tæt på udligningen igen, da Cornelius vristede sig fri på baglinjen og fandt TK i højre side af feltet, men hans afslutning blev pareret af en forsvarer og gik til hjørne.

Lidt efter fik Danny Amankwaa Superliga-debut på bekostning af Vingaard, men heller ikke han kunne finde vej gennem den godt kæmpende Horsens-defensiv, der som sædvanlig kæmpede det bedste de har lært, hvilket ikke siger så lidt. Mod slutningen kom Sölvi Ottesen ind i angrebet for at skabe lidt ravage, og da Horsens’ Mads Agesen samtidig fik to gule kort med få minutters mellemrum, så øjnede man muligheden for en sen udligning i de 5 minutters tillægstid. Men nej, trods et hektisk FCK-pres, så holdt de gule stand tiden ud og vandt for tredje gang en hjemmekamp mod F.C. København på en mandag aften!

"I don't like Mondays..." - slet ikke i Horsens!