Julehjælp fra F.C. København
Igen i 2025 hjælper F.C. København mange tusind familier med julehjælp ved at donere billetter til, at børnefamilier kan få en fodboldoplevelse til en af vores hjemmekampe i Parken.
Denne gang er det til kampen mod FC Nordsjælland, som forventes spillet søndag den 15. februar 2026, men endnu ikke er endeligt fastlagt.
Vi giver støtten via en lang række organisationer, foreninger og institutioner, og i år omfatter de ca. 40 modtagere blandt andet Skyggebørn, Hjerteforeningen, Kirkens Korshær, Ældre Sagen, Frelsens Hær, Stop Spild Lokalt og EventyrJul.
Organisationerne har søgt F.C. København om hjælpen og formidler den videre til familier med behov i form af et gavekort med en kode, så de kan trække fire billetter pr. gavekort til kampen inden for den frist, der fremgår.
Vi glæder os til besøget - og takker igen de mange store og små organisationer, som lægger store og oftest frivillige kræfter i at hjælpe familier, som har behov for det.