Igors fødselsdagsønske: En sejr og mål!

Igors fødselsdagsønske: En sejr og mål!

F.C. Københavns angriber, Igor Vetokele, fylder 22 år i dag. Han er ikke i tvivl om, hvad der ville være den bedste gave.

- Den bedste gave ville selvfølgelig være at vinde. Og hvis jeg selv kunne score, ville det helt sikkert være prikken over i’et. Min familie er kommet hele vejen fra Belgien for at se kampen, så det i sig selv er også en stor gave, som jeg er glad for. Jeg glæder mig til at spille for dem og for alle vores fans i PARKEN, siger fødselsdagsbarnet.

Igor Vetokele forudser dog en vanskelig kamp, der stiller store krav til holdets koncentration og disciplin.

- Det bliver en svær kamp, men vi spiller hjemme, så selvfølgelig skal vi lægge et voldsomt pres på Randers for at få de tre point til kontoen. Vi skal prøve at score tidligt i kampen, og hvis ikke det lykkes, skal vi være tålmodige og blive ved med at tro på os selv og vores spil og ikke miste koncentrationen, så vi får et dumt mål imod os på kontra eller efter en ved dødboldsituation, siger Igor Vetokele.
 
Den hurtige angriber glæder sig over, at Andreas Cornelius er tilbage på holdet.

- Det betyder, at Corner vil få mere opmærksomhed fra modstandernes forsvar, men det betyder ikke nødvendigvis, at der bliver mere plads til mig. Desværre. Randers vil ganske givet pakke sig ned og lukke helt af i forsvaret, men der kan vi drage fordel af Corners åbenlyse styrker i hovedspillet, siger Igor Vetokele.

Kampen mod Randers i PARKEN fløjtes i gang klokken 17. I pausen af opgøret vil Lars Højer og Christian Lønstrup i øvrigt blive indlemmet i F.C. København Legends Club.