Høgli: Der venter et fantastisk 2017 for klubben

Høgli: Der venter et fantastisk 2017 for klubben

Hvordan træner I i den første del af forberedelserne til forårssæsonen? 
Forberedelsesfasen her i F.C. København er meget boldorienteret, og det gør egentlig, at processen er både sjov og lærerig. Vi kommer fra en længere ferie, hvor vi har holdt formen ved lige, men ikke været inde i den der boks, hvor vi sammen og individuelt er hundrede procent fokuseret på fodbolden, som vi er nu, og her er det motiverende, at træningen er sammensat med en masse boldkontakt. 

Hvad er dine egne fokuspunkter i den proces? 
For det første skal man jo være i god form, men nu er der også kommet nye spillere, og der skal man tilpasse sig dem og omvendt. Der er mange detaljer, og man kan aldrig træne og indøve dem nok. 

Hvordan ser du så frem til de udfordringer, der venter? 
Det bliver en fantastisk sæson, og der venter et fantastisk 2017 for klubben. Jeg har jo et håb om, at vi kan nå langt i Europa League, og når vi nærmer os afslutningen, skal vi genvinde vores titler i de hjemlige turneringer. Nu skal jeg jo kun være med indtil sommer, men der venter så mange gode udfordringer for det her hold. 

Hvad skal du dyrke kulturelt i 2017? 
Jeg skal lytte til Bruce Springsteen. Jeg læser hans bog lige nu og har været til koncert med ham to gange – senest, da han spillede i Telia Parken. Nu har jeg jo to små børn, så det bliver ikke til så meget kulturel fordybelse på den måde, men jeg er faktisk begyndt at se Bedrag, den danske serie, og den er rigtig god.