Hjertebørn træner på 10'eren

Boldspil, hjørnespark og spil på mål er også for børn født med en hjertefejl. Hjerteforeningen, DGI Fodbold og FCK er gået sammen om en fodboldskole på FCK’s træningsanlæg i København.

Børn med medfødt hjertesygdom har lige som andre børn gavn af at bevæge sig, og motion kan for hjertebørn være med til at mindske risikoen for at blive ramt af følgesygdomme til deres hjertefejl. Det er baggrunden for, at Hjerteforeningen, FCK og DGI Fodbold er gået sammen om at invitere en gruppe hjertebørn til en sjov og aktiv lørdag den 9. oktober, hvor programmet står på bevægelse og samvær med andre børn, der også har en hjertefejl.

"Hjerteforeningen kæmper for, at hjertesyge børn og deres familier har den bedst mulige livskvalitet. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi sammen med FCK og DGI Fodbold kan byde velkommen til en dag med motion og glæde. Fodboldskolen giver børnene et afbræk i en hverdag, der på grund af hjertefejlen kan være fuld af begrænsninger, og fodboldskolen giver børnene mulighed for at møde andre børn, der har de samme type udfordringer som dem selv. Desuden er motion meget vigtigt for hjertebørn, for det nedsætter risikoen for, at de får følgesygdomme af deres medfødte hjertefejl," siger Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft.

Tidligere elitefodboldspiller står bag
Initiativet til fodboldskolen kommer fra Sara Juhl, der er tidligere elitefodboldspiller. Hun er selv født med en hjertefejl, da hendes ene hjerteklap er todelt i stedet for tredelt, og hun har i mange år stået i spidsen for fodboldskoler arrangeret af DGI Fodbold.

"Selvom børnene har en hjertefejl, og nogle af dem har brug for at holde en pause indimellem eller sætte tempoet ned, er de stadig børn og har glæde af at være aktive og opleve fornøjelsen ved at spille fodbold sammen med jævnaldrende. Jeg har selv fået så mange gode oplevelser og venskaber gennem fodbolden, og den glæde vil jeg gerne give videre. Derfor er jeg med til at arrangere fodboldskolen," siger Sara Juhl.

Træning hos FCK
Fodboldskolen for hjertebørn er et samarbejde mellem Hjerteforeningen, FCK og DGI Fodbold, som sammen skaber nogle fantastiske rammer for hjertebørnene, hvor de kan møde andre børn i samme situation.

Hos FCK, der stiller træningsanlæg til rådighed og sørger for spillertøj til alle børnene, er der glæde over at kunne danne gode rammer for arrangementet.

"Det er naturligvis et super godt initiativ, som vi gerne vil støtte op omkring. Vi er glade for samarbejdet, og at det kan give hjertebørn en god oplevelse på vores anlæg. Det er nogle af de ting, vi gerne vil med vores fodboldklub at forsøge at give gode oplevelser. Samtidig er det bevist, at fodbolden giver bedre levevilkår, og det skal vi naturligvis støtte op omkring," fortæller FCK’s kommercielle direktør Jacob Lauesen.

For forældrene
Mens børnene er i fuld sving på banen, er forældrene inviteret til et foredrag om fordelene ved fysisk aktivitet med overlæge Michael Rahbek Schmidt fra Rigshospitalet.

Fodboldskolen er arrangeret af Hjerteforeningen, DGI Fodbold og FCK. Der deltager omkring 20 børn, der har følgeskab af enten deres far eller mor.

- Det er fantastisk, at vi sammen med Hjerteforeningen, Rigshospitalets dygtige hjertelæger og FCK kan give endnu flere børn mulighed for at spille fodbold i trygge rammer blandt ligesindede med fokus på bevægelsen og glæden i spillet. Det giver deltagerne erfaringer og succesoplevelser, som de kan tage med videre, og forhåbentlig giver det flere mod til at blive en del af fællesskabet i en lokal forening, siger Lars Møller, som er Landsformand for DGI Fodbold.

Om hjertebørn
Der fødes cirka 500 børn om året med hjertesygdom/hjertefejl, hvilket svarer til 0,8 procent af alle fødsler. Det gør hjertesygdom til den hyppigste af alle medfødte misdannelser. Takket være forskning, bedre behandling og opsporing, overlever cirka 85 procent af alle hjertebørnene til voksenalderen i dag. Det har medført, at fokus har ændret sig, fra om børnene overlever, til hvordan børnene overlever, og Hjerteforeningen ønsker derfor at højne livskvaliteten for de ramte familier.

Om fodboldskolen
Fodboldskole for hjertebørn er et samarbejde mellem Hjerteforeningen, FCK og DGI Fodbold, og organiseres og drives af et frivilligt trænerteam. Fodboldskolen finder sted hos FCK på Jens Jessens Vej på Frederiksberg.