Fortjent sejr til FCK2

Søndag formiddag blev 2. division Øst for F.C. Københavns vedkommende skudt i gang, og her havde FCK2 besøg af B93 på anlægget på Peter Bangs Vej. Da de 90 minutter var overståede, da havde hjemmeholdet hevet en 2-1 sejr i land.

 

Af Jan Eliassen

FCK2 fik en god start  og satte sig hurtigt på kampen. Der var godt med energi i spillet – og hjemmeholdet kom foran 1-0 allerede efter fem minutter. Andreas Moos slog et indlæg der ikke rigtigt blev clearet af B93 – og så gjorde Mohammed Ali det til 1-0. Den fantastiske start gav FCK2 den fornødne ro – det det førte til en 1. halvleg, der – selvom den var meget lige, og begge hold spillede fin fodbold – alligevel havde FCK2 som det hold der producerede de største chancer. Andreas Moos var meget tæt på i både det 25. og 28. minut, da han ramte henholdsvis sammenføjningen og stolpen.

 

Om 1. halvleg sagde træner Brian Riemer:

 

- Jeg synes vi sad på første halvleg. Vores defensiv med en velspillende Jacob Albrechtsen og Anders Qvist holdt B93 væk fra egentlige chancer. Det var en fortjent føring vi kunne gå til pause med.

 

I 2. halvleg kom FCK2 ikke helt så godt fra start, og B93 overtog noget af initiativet, dog uden at gæsterne kom frem til de store chancer. Det virkede dog som om, at B93 kom tættere og tættere på en udligning – men defensiven viste sig standhaftig.

 

Det gik dog galt i det 58. minut da B93 fik et straffespark. Men det reddede Frederik Vang på fornemmeste vis, og generelt kan det siges om Frederik Vang, at han ikke havde så meget at lave, men han tog sig af det der kom - og gjorde kampen igennem hvad han skulle.

 

Kort efter det reddede straffespark, i det 64. minut, slog Andreas Moos en fin bold fremad, og den gik Kenneth Zohore til baglinien med, slog et perfekt indlæg til Mohammed Ali, og så stod den 2-0 til FCK2. Umiddelbart gav det lidt ro og det virkede som om B93 mistede pusten en smule. Det holdt dog kun fire minutter, for da reducerede B93 på et pragtmål, da Bashkim Kadrii halvflugtede en bold op i krydset.

 

I de sidste 20 min fulgte duel på duel, men FCK2 fik afvist B93, og dermed endte det med en en 2-1 sejr til FCK2 over B93.

 

Efter kampen sagde Brian Riemer:

 

- Vurderet på kampens forskellige parametre, så synes jeg det er fortjent nok vi vinder. Jeg er meget tilfreds med holdet. Alle mand kæmper og viser vilje og den rette positive indstilling, og rent offensivt leverer Moos, Zohora, Mohammed Ali og Cagri Erdem virkelig varen …

 

FCK2 spiller næste kamp den 1. april klokken 1300 på udebane mod Avarta.