DS Arena i Hobro

Fokus på Hobro IK

Onsdag kl. 17.45 venter Hobro IK i 4. runde af Oddset Pokalen, som vi også mødte for tre år siden i 3. runde, hvor vi først gik videre efter forlænget spilletid og straffesparks-konkurrence.

Dengang lå Hobro også i den næstbedste række, hvor de har ligget siden nedrykningen fra Superligaen i 2020 efter at have spillet fem af de seneste seks sæsoner på højeste niveau.

Nu har de tilbragt fem sæsoner i den næstbedste række uden endnu at være tæt på oprykning. Kun en enkelt gang, i sæsonen 2023/24, var de med i Oprykningsspillet, men blev nummer 5.

De øvrige sæsoner har de spillet i Kvalifikationsspillet om at undgå nedrykning til 2. division, men uden at være i overhængende nedrykningsfare.

Denne sæson
I denne sæson ligger Hobro dog næstsidst lige nu, og selv om der er tid nok til at spille sig højere op i tabellen, så ligner det heller ikke, at de denne gang kommer blandt de seks klubber i Oprykningsspillet.

Hobro er uden sejre i de seneste syv divisionskampe, og sæsonen har kun budt på to sejre, seks uafgjorte og seks nederlag.

Men i pokalen er det altså lykkedes at spille sig til 4. runde – i øvrigt for første gang siden 2018/19-sæsonen, hvor de lå i Superligaen. 

>> Find pladser til vores udeafsnit her

Vejen til 4. runde
R3: Aarhus Fremad-Hobro 1-2
R2: B1909-Hobro 0-3
R1: Skovsgaard-Hobro 2-4

4. runde svarer til 1/8-finalerne, så det gælder en plads i kvartfinalerne, der afvikles over to kampe i december. Tre gange før er Hobro nået til kvartfinalerne, men aldrig længere:
2009/10 tabte de 1-2 til FC Midtjylland
2013/14 tabte de 1-3 til FC Nordsjælland
2017/18 tabte de 1-2 til FC Midtjylland (efter forlænget spilletid)

Ny cheftræner
Hobro fik ny cheftræner i midten af august i form af den 39-årige Jens Gjesing, efter at forgængeren Martin Thomsen i slutningen af juli skiftede til Viborg FF's trænerstab efter fem sæsoner i Hobro.

Jens Gjesing debuterede med en flot udesejr over topholdet Hillerød, men siden har de kun vundet én kamp i ligaen. Gjesing var senest cheftræner i VSK Aarhus, og som aktiv spillede han mest i AGF – hvor han bl.a. nåede en tur med ligalandsholdet til Østen i 2009 - men sluttede karrieren i Hobro, og desværre alt for tidligt som 26-årig som fodboldinvalid efter mange alvorlige skader.

I weekenden tabte Hobro hjemme på DS Arena med 1-2 til Hillerød og startede således:

Jonas Dakir – Marius Haudrum Jacobsen, Gustav Bjerge, Frederik Dietz – Lukas Klitten, Oliver Klitten, Zander Hyltoft, Emil Søgaard (anf.) – Mikkel Mejstrup Pedersen, Søren Andreasen, Villads Rasmussen