Fokus på den fysiske træning

Træningen for F.C. Københavns førsteholdstrup er atter i fuld gang og det både med bold og fysisk træning. Redaktionen på www.FCK.dk fik i dag en kort snak med fysisk træner, Anders Storskov, om den generelle fysiske tilstand hos spillerne m.v.

Ifølge Storskov kan det slås fast at spillerne er på det niveau, der forventes på nuværende tidspunkt. Vinterferien har ikke taget så hårdt på spillerne, som nogen måske kunne frygte, og mange har holdt formen godt ved lige i pausen.

Den fysiske træning baserer sig både på et kollektivt og et individuelt program, hvor der i det sidstnævnte tages højde for forskelle spillerne imellem indenfor styrke- og løbetræning. Træningen tilrettelægges endvidere på en måde så spillerne ikke bliver "trænet ned". Er træningen for hård er der større risiko for at eventuelle overbelastningsskader kan opstå, så det er trænerstabens opgave at findes en balance mellem træning og restitution inden en ny opgave kan påbegyndes.

Det er samtidig vigtigt for trænerstaben at have et nøje kendskab til den enkelte spillers fysiske formåen - og grænse. Derved kan der tildeles ro, restitution eller anden form for træning til spillere, hvor det fornemmes at de er ved at være fysisk trætte med den risiko for overbelastningsskader der følger.

Omfanget af den fysiske træning bliver afgjort af cheftræner Hans Backe, men det kan allerede afsløres her at også næste uge vil byde på fysiske tests og træning. Efter denne uge vil der blive lagt mere og mere vægt på træning med bold.