FCK2 spillede 1-1 mod Nordvest FC

Søndag formiddag havde FCK2 besøg af Nordvest FC på Frederiksberg Stadion, og her bragte gæsterne sig foran i 1. Halvleg, mens Marc Dal Hende midt i 2. halvleg sørgede for en meget fortjent udligning.

 

Af Jan Eliassen

I 1. halvleg var FCK2 klart det mest boldbesiddende hold, men på trods af det, så var det ikke de store chancer de kom frem til – og de få der var, blev desvære misbrugt. Gæsterne fra Nordvest FC satsede på en god defensiv, og håbede så at kunne slå til på en kontra – og det var da også denne recept der gav dem føringen efter 37 minutter, hvor Thomas Høy afsluttede et flot kontraangreb med at sparke bolden forbi Frederik Vang Larsen i FCK2’s mål.

 

Det var ikke fordi 2. halvleg afveg stort fra den 1. halvleg, Nordvest FC stod langt tilbage og lurede på endnu en kontra, mens FCK2 forsøgte og forsøgte at komme igennem deres defensiv, og stille og roligt begyndte chancerne at komme, og Nordvest FC’s målmand bidrog også på chancefronten, da han to gange var ved at forære et mål væk. Derudover var Danni Jensen tæt på med et langskud og Zanka endte tættere på med et hovedstød, men i det 66. minut lykkedes det så endelig. Marc Dal Hende afsluttede et angreb med at lobbe bolden forbi gæsternes mål mand, og dermed var stillingen 1-1.

 

Den sidste del af kampen var forholdsvis livlig, begge hold forsøgte at få endnu et mål – men der blev også lavet fejl fra begge sider i den afsluttende del af kampen – og den største fejl lavede en af Nordvest FC’s angribere nok, da han til de 301 tilskueres store moro og undren, formåede at misbruge en chance fra cirka 30 centimeters afstand. Der blev dog ikke scoret yderligere – og tak til Frederik Vang for en fin redning i overtiden – og FCK2 kunne dermed indsætte et enkelt point på kontoen, mens Nordvest FC satte point til i toppen af 2. division Øst.

 

Efter kampen snakkede FCK.DK med vikarierende træner Peter Piil:

 

- Jeg er tilfreds med at spillerne udfører den plan vi havde lagt så godt. Som vikarierende træner er det dejligt at se, at alle mand i den grad følger planen. Jeg kan kun være tilfreds, for bortset fra de første og de sidste ti minutter, så var vi i 70 minutter klart det bedste hold.

 

FCK2’s næste kamp er lørdag den 7. november, hvor de klokken 1400 møder Allerød på udebane.