FCK træning i Børnefodboldens Hus

Børnefodboldens Hus Hekla var endnu en gang facilitator for FCK træning, hvor anlægget husede en træning for 100 børn på tværs af vores samarbejdsklubber.

Klubudvikler i F.C. København Kasper Myssen understreger, at FCK træning er med til at inspirere børn, trænere og ledere:

”Formålet med Børnefodboldens Hus er at fremme og løfte børnefodbolden for alle uanset niveau. Vi ønsker at facilitere et sted på Amager, hvor andre klubber kan søge inspiration til deres børnemiljøer. Et miljø som er præget af vidensdeling, sparring og endnu flere timer for børnene på fodboldbanerne,” fortæller Kasper Myssen.

”Vi ønsker hele tiden at inspirere børn, trænere og ledere gennem aktiviteter som ekstra træningspas, uddannelse og inspirationstræning. Børn, trænere og ledere skal kunne mødes på tværs af klubber og hjælpe hinanden til at blive endnu dygtigere i hverdagen og sammen løfte børnemiljøerne i deres lokalområde,” siger Kasper.

FCK er en foregangsklub
Martin Roland Eldrup som er børneformand i BK Hekla supplerer:

”Vi synes, det er helt fantastisk at have så stærk en samarbejdsklub som FCK, der kan skabe en fed dag for så mange børn på vores anlæg og hjælpe med at få endnu flere børn, trænere og ledere ud på vores anlæg,” siger Martin Roland Eldrup.

”FCK går foran på virkelig mange områder, og her hjælper de os med at give børnene endnu bedre rammer for at udvikle sig. Det er meget vigtigt, da vi gerne vil have flere til at gå til fodbold - og blive ved med det. Vi håber derfor, at det vi laver med FCK i Børnefodboldens Hus, også gavner de andre samarbejdsklubber på Amager og i resten af København,” fortæller Martin.

Fremme børnefodbold i København
Et afgørende element ved FCK træning er at sikre kvaliteten af børnefodbolden i København.

”Vi arbejder hver dag på at fremme børnefodbolden i København. For os er det en stor prioritet at styrke de lokale miljøer i København og skabe en bredere interesse for fodbolden,” udtaler Kasper.

Uanset klub skal fodbold være for alle 
”Uanset klub skal vi sikre at du i København får verdens bedste børnetræning. Vi investerer og støtter børnefodbolden på et lokalt niveau, hvor vi ønsker at bidrage til et styrket samarbejde mellem klubberne og lokalsamfundet og dertil positionere København som en førende by inden for børnefodbold,” slutter Kasper Myssen.

Børnefodboldens Hus anvendes til andre aktiviteter, såsom lære- og oplysningsrige oplæg. Det næste oplæg afholdes d. 16. april, hvor F.C. Københavns børneudviklingstræner Mads Bjerregaard og trivselstræner Jonas Nymark inspirerer med et oplæg og visning af en inspirationstræning med afsæt i de pædagogiske principper.

Vil du med og høre oplæggene, så send en mail til klubudvikler Kasper Myssen kamy@fck.dk.