Sune Smith-Nielsen og Hunor Vajk Németh
Sune Smith-Nielsen og Hunor Vajk Németh

FCK Talent forlænger med Hunor Vajk Németh

Den ungarske U17-landsholdsspiller Hunor Vajk Németh, der til daglig optræder på FCKs U19-hold, har underskrevet en ny længerevarende aftale med FCK Talent.

”Hunor er virkelig et internationalt toptalent, som i lang tid har vist sit høje niveau. Han har været i klubben længe, og vi ser ham som en rigtig KB-dreng, der allerede i en tidlig alder har opnået en dominerende rolle på vores U19-hold, selvom han stadig er U17-spiller,” siger udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen.

Talent til at blive førsteholdsspiller
Hunor Vajk Németh er først lige fyldt 17 år, men spillede allerede sidste forår U19-fodbold, og optrådte i alle sæsonens 8 UEFA Youth League-kampe og scorede to gange.

”Han er en central midtbanespiller med en rigtig god teknik og løbekapacitet, en stor taktisk forståelse og en mentalitet i international klasse. Og han har vist, hvad han kan både i Youth League og på det ungarske U17-landshold, hvor han er anfører,” siger udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen og fortsætter:

”Han har talentet til at blive førsteholdsspiller i F.C. København i den kommende periode, og den udvikling glæder vi os meget til at følge.”

Drengedrøm om debut i Parken
Hunor Vajk Németh er født i Ungarn, men kom til Danmark med forældrene da han var tre år gammel og har derfor dobbelt statsborgerskab - og han startede i KB som 8-årig.

”Jeg er super glad for at forlænge med FCK, der er min yndlingsklub. Fra barnsben har jeg drømt om at debutere inde i Parken, og det ser jeg meget frem til forhåbentlig at kunne gøre med endnu mere hårdt arbejde. Jeg elsker at gå forrest og tage ansvar på holdets vegne fra min plads på midten,” siger Hunor Vajk Németh.

”Jeg har haft en virkelig god tid i klubben indtil nu, og udviklet mig sammen med de bedste i Danmark til daglig - og haft masser af fede udenlandsture og gode kampe og træninger. Nu gælder det om at tage et skridt tættere på førsteholdet, træne mere med dem og vænne mig til tempoet deroppe. Men først og fremmest handler det om at vinde U19-guldet i denne sæson,” slår midtbanespilleren fast.

Facts:
Fulde navn: Hunor Vajk Németh
Født: 16. marts 2007
Ungarsk U17-landsholdsspiller