FCK-spillere bliver hjertetestet

F.C. København har indgået en aftale med Privathospitalet Hamlet på Frederiksberg om hjerteundersøgelser af samtlige spillere i klubbens SAS Ligatrup. Alle spillere bliver ultralydsscannet og laver belastningstests på cykler i de næste uger.

- Det er ikke så længe siden vi oplevede Ståle Solbakken kollapse på træningsbanen med en hjertesygdom, og der har været flere tilfælde af hjerteproblemer blandt topspillere i Europa her for nylig. Jeg er glad for, at vi med disse tests på Privathospitalet Hamlet kan sikre os, at vores spillere ikke har medfødte hjerteproblemer, siger Flemming Østergaard.

Hjerteoverlæge Henrik Wroblewski fra Privathospitalet Hamlet forklarer hvad undersøgelserne indeholder:

- Ultralydsscanning og en belastningstest supplementerer hinanden godt og vi kan se med det samme hvis spillerne har strukturelle hjertefejl, som kan være medfødte og ikke har givet sig til kende. Med belastningstesten kan vi se om det er problemer med iltmængden i hjertet eller om der er nogen farlige rytmer i hjertet. Med disse to tests har vi screenet hjertet godt, og vi kan give spillerne en klar tilbagemelding.



Privathospitalet Hamlet



Først en ultralydsscanning?



..og derefter en belastningstest på cykel.