3-3 i guldkampen

FCK og FCKFC indleder ny æra

Den 1. juli 2011 træder en ny samarbejdsaftale i kraft i mellem F.C. København og F.C. København Fan Club (FCKFC). Essensen af aftalen er, at der skabes endnu mere værdi i at være medlem af FCKFC, at eksponeringen af FCKFC øges, og at medlemmer i endnu højere grad vil kunne bruge deres medlemskab aktivt.

-Den nye aftale mellem F.C. København og F.C. København Fan Club er til fordel for begge parter. For os er det væsentligt, at der bliver skabt gode forhold for Fan Clubbens medlemmer, idet det er med til at skabe en øget oplevelse og stemning for alle fans, tilskuere, sponsorer og spillerne ved vores kampe. Desuden vil vi gerne, via vores samarbejdspartnere, være behjælpelige med det praktiske i forbindelse med europæiske udebanerejser således, at FCKFC kan koncentrere sig om at videreudvikle fanuniverset, som de har stor viden og erfaring med, siger Rikke Dræbye Gantzhorn, kommerciel direktør i F.C. København.

-Vi er meget glade for, at vi sammen med F.C. København kan starte en ny æra. Vi vil med den nye samarbejdsaftale få væsentligt mere eksponering via klubben, ligesom vi vil få øget hjælp til markedsføring, PR og generelle aktiviteter. Alt sammen til glæde og gavn for vores medlemmer. Vi ser meget frem til at komme i gang med arbejdet under de nye rammer, siger formanden for F.C. København Fan Club, Michael Patuel.