F.C. København indgår millionsponsorat

F.C. København indgår millionsponsorat

Rejseselskabet Travel2Football har med virkning fra 1. juli 2011 indgået et toårigt sponsorat med F.C. København. Den økonomiske del af aftalen er formentlig den største af sin art i Skandinavien, og er et led i den fortsatte udvikling og styrkelse af klubbens kommercielle aktiviteter.

Ejerkredsen bag Travel2Football (T2F) har mere end 30 års erfaring i rejsebranchen, med speciale i det internationale sportssponsor-marked, og er specielt på fodboldrejsefronten totalt dominerende i Skandinavien. Mere end 8.000 kunder har i indeværende sæson været på rejse med T2F til international fodbold. Private, fodboldklubber, virksomheder og fodboldforbund vælger mere end ofte Travel2Football.

- Vi glæder os til samarbejdet med Travel2Football, der for længst har bevist deres ekspertise inden for fodboldrejser. Derfor ser vi også frem til at kunne tilbyde såvel vores mange sponsorer og fans nogle fantastiske rejsetilbud og oplevelser, når vi igen skal ud i Europa. Samtidig er vi også stolte af, at kunne realisere et sponsorat i millionklassen, der understreger F.C. Københavns position som Skandinaviens førende fodboldklub, siger administrerende direktør i F.C. København, Anders Hørsholt.

Som et led i aftalen kan Travel2Football fra 1. juli kalde sig ”Official Travel Partner” for F.C. København.