F.C. København forlænger med Villads Bille
F.C. København har forlænget aftalen med den 16-årige målmand Villads Bille, der trods sin unge alder allerede er en fast del af klubbens U19-hold.
Forlængelsen vækker stor begejstring hos udviklingsdirektør Morten Grahn:
”Først og fremmest er vi i en situation, hvor vi står med utrolig mange dygtige unge målmænd i vores talentmiljø. Det er en cadeau til trænerne og miljøet, at vi har så mange talentfulde spillere,” siger Grahn.
”Villads har været en profil i klubben lige siden U14, og han har fra første dag udvist en træningsmentalitet og nogle lederevner ud over det sædvanlige."
"Han har stærke menneskelige kompetencer, er meget moden af sin alder og god socialt – samtidig med at han stiller høje krav til sine omgivelser. Han er kort sagt en rigtig F.C. København-spiller."
”Hans målmandsspil er på et rigtig højt niveau. Han er en moderne målmand, der både er dygtig med fødderne og har et stærkt redningsspil. Han leverer konsistente præstationer i både træning og kamp, og vi glæder os til at se Villads tage de næste skridt hos os,” siger Morten Grahn.
Villads Bille kom til FCK Talent fra Gentofte Fodbold Akademi som U13-spiller. Den talentfulde målmand har desuden markeret sig nationalt med syv U16-landskampe på CV’et.
”Jeg er utrolig stolt og glad for at forlænge min aftale med F.C. København," siger Villads Bille.
"Vi har et helt fantastisk miljø i klubben, hvor trænerne skubber os i den rigtige retning hver eneste dag, og hvor jeg er omgivet af nogle fantastiske holdkammerater."
"Vi løfter hinanden i hverdagen, og jeg glæder mig bare til at fortsætte arbejdet sammen med drengene og staben, så vi kan nå vores fælles mål,” siger Villads Bille.