
FCK.DK
F.C. København ansætter Jesper Jansson som Head of Scouting
01/05 2015 14:00
F.C. København har gennem det seneste år arbejdet intenst på at styrke det sportslige setup i klubben med en række ansættelser på School of Excellence samt omkring Superliga-truppen og nu også på scoutingområdet. Her kommer Jesper Jansson til at arbejde som leder af F.C. Københavns scoutingafdeling, der også tæller chefscout Lars Højer Nielsen, Bjarne Hansen, der står for scoutingen i Skandinavien, samt teknisk scout Frederik Leth.
- Vi anser ansættelsen af Jesper som et scoop for F.C. København. Han er erfaren og meget kompetent, hvilket han har vist i sin tid i Helsingborg, hvor han satte et markant aftryk ved at sammensætte den trup, der vandt mesterskabet i 2011, ligesom han har lavet masser af gode handler i sin tid i klubben. Vi ser meget frem til, at han nu kan hjælpe F.C. København med sin store fodboldviden, indsigt og netværk, der kan være med til at give os et stort løft på området, siger manager Ståle Solbakken om den tidligere svenske landsholdsspiller, der som aktiv har repræsenteret en række svenske topklubber og Genk i Belgien.
Det har længe været et mål at styrke rekrutteringsområdet for at geare F.C. København bedre i en øget konkurrence om spillerne:
- Kampen er skærpet markant om de bedste spillere og økonomisk er vi oppe mod stærkere klubber på det internationale marked. Det gør, at vi skal være endnu dygtigere, endnu hurtigere og endnu skarpere i forhold til at spotte de bedste spillere først. Derfor har vi også ledt efter en profil, der kunne gøre os endnu mere konkurrencedygtige i jagten på de spillere, der kan klare sig på internationalt niveau. Det er vi sikre på, at Jesper kan bidrage meget til, siger Ståle Solbakken.
Jesper Jansson er tiltrådt i sit nye job i dag og ser frem til de nye udfordringer:
- F.C. København er for mig at se Skandinaviens Real Madrid og derfor er det stort for mig at komme til at arbejde i klubben. Det er en opgave, jeg er meget ydmyg omkring og nu vil jeg bruge den første tid på at lære klubben at kende indefra og så skal jeg begynde at gøre mit til, at København igen kan nå op på højeste niveau og spille med omkring Champions League, siger Jesper Jansson.
Fakta
Navn: Jesper Jansson
Stilling: Head of Scouting
Født: 8. Januar 1971
Tidligere job: Sportschef i Helsingborgs IF (2008-2015) og en del af den sportslige ledelse i Stabæk før det.