Jubel efter scoring

FANTASTISK INDSATS! 4-2 OVER FCM

Den sidste halve time af 1. halvleg blev et drama af de helt store, da vi gik fra 1-0 til 1-2, men udlignede og fik underkendt en scoring til 3-2 i tillægstiden på en hårfin offside.

Indtil da foregik kampen meget på gæsternes præmisser, men vi kom til to store chancer til Jonas Wind, inden målene begyndte at falde.

Lerager bragte os foran, da han snittede et Wind-indlæg i nettet, hvorefter Kaba udlignede, og Scholz bragte FCM foran på et VAR-straffe, som vi meget gerne ville have annulleret for arm på bolden i opspillet.

Wilczek udlignede efter et flot angreb, hvor Lössl kun halvklarede et skud fra Pep Biel, og så var Lerager marginalt offside, da han headede Wind fri til scoring i tillægstiden.

Efter pausen blev vi bedre og bedre, men kom ikke til de helt store chancer, før Jonas Wind fremtvang et straffe, som han selv udnyttede. Samtidig  blev gæsterne reduceret til ti mand, og i resten af kampen var vi helt overlegne, og Daramy satte prikken over i'et med en scoring tli 4-2.