Fair play: 7 kort i 10 kampe

Fair play: 7 kort i 10 kampe

F.C. København er efter de første 10 spillerunder den SAS Liga-klub, der har fået klart færrest advarsler – 7 stykker er det blevet hidtil i sæsonen, hvoraf 3 faldt i sæsonpremieren mod Esbjerg.

 

af Torkil Fosdal

 

De regerende mestre fra AaB er næstlavest med 11, og i den modsatte ende af kort-tabellen finder man sidste års Fair Play-vindere fra FC Nordsjælland, der har set gult hele 25 gange i efteråret.

 

Ståle Solbakkens mandskab har heller ikke fået udvisninger endnu, hvilket også gælder Randers FC, Brøndby IF og FC Nordsjælland. De to hold, der p.t. ligger under nedrykningsstregen - AaB og Esbjerg - er noteret for 2 røde kort i sæsonen.

 

Med to kort hver tegner Zdenek Pospech og Hjalte Nørregaard sig for 4 af løvernes 7 gule kort. De øvrige er faldet til Niclas Jensen, Oscar Wendt og José Junior. Det er ikke flere end, at vi lige kan lave en "kort" gennemgang af dem...

 

Sæsonpremieren mod Esbjerg blev dømt af Michael Svendsen, der gav Hjalte Nørregaard en advarsel kort før pausen for et frispark mod Esbjergs Søren Rieks. Niclas Jensen fik kortet for at hægte Jesper Bech bagfra kort før tid, da eks-FCK'eren var ved at starte en kontra på egen banehalvdel. Oscar Wendt – som på det tidspunkt var skubbet op som venstre midt - blev advaret, da han "rutineret" tjattede til bolden efter at Svendsen havde dømt frispark til Esbjerg nede foran FCK-feltet i kampens overtid.

 

Ugen efter fik Junior kortet af Lars Christoffersen i Randers, da han syv minutter før tid smed trøjen i jubel over sin udligning til 1-1. Zdenek Pospech pådrog sig sin første advarsel ude mod SønderjyskE for at nedlægge Kim Ilsø i et kontraløb lige inden pausen. og dommer i den kamp var Henning Jensen. Pospechs næste advarsel faldt i hjemmekampen mod FC Midtjylland, hvor Anders Hermansen passede fløjten og straffede den stærke tjekke for at nedlægge Jonas Borring bagfra oppe ved midterlinien.

 

F.C. Københavns seneste gule kort faldt den 21. september, da Hjalte Nørregaard kom for sent med en tackling på AaB’s Thomas Enevoldsen i PARKEN, og også ved den lejlighed var det Michael Svendsen, der trak gult og således tegner sig for fire af de 7 københavnske advarsler.

 

Siden er der afviklet tre SAS Liga-kampe mod FCN, Vejle og AC Horsens uden advarsler til Byens Hold, der i øvrigt også er det eneste hold i SAS Ligaen, hvor midterforsvarerne endnu ikke har fået advarsler. Det beror nok mest på tilfældigheder, men fortæller alligevel en lille historie om spillestilen hos det hold, der p.t. har lukket færrest mål ind i ligaen.

 

Advarsler kan give 3, 4 eller 6 strafpoint alt efter forseelsens karakter, og Juniors og Oscars forseelser er takseret i den milde ende til 3 point, mens de øvrige har givet 6 point. Dermed står både Pospech og Hjalte nu med 12 strafpoint, og da første karantæne udløses ved 15 strafpoint, udløser næste gule kort altså automatisk en spilledags karantæne for de to herrer.

 

 

 

Ups, Juinor, den slags går ikke ustraffet hen i moderne fodbold...