Fælles forståelse af forløb

F.C. København, PARKEN, Malmø FF, Politiet, og de danske og svenske divisionsforeninger afholdt onsdag møde foranlediget af urolighederne under Royal League kampen mellem F.C. København og Malmø FF den 28. april i PARKEN.

På mødet blev episoden diskuteret, og parterne gennemså både PARKENs og svenske videooptagelser af begivenhederne under kampen.

Der var blandt deltagerne enighed om, at sagen var mere kompleks end beskrevet i medierne i både Sverige og Danmark i de seneste dage. Det konstateredes, at der var uromagere blandt det svenske fans, hvis adfærd virkede stærkt provokerende. Der var også enighed om, at uromageres tilstedeværelse ikke må betyde, at Politiets indsats for at skabe ro, må gå ud over uskyldige mennesker.

Klubberne er nu enige om, at sagen er afsluttet for deres vedkommende, og understreger, at det gode forhold mellem F.C. København og Malmø FF er intakt.

Fremadrettet vil arrangørerne af Royal League styrke sikkerhedsprocedurerne i forbindelse med de enkelte kampe.

Er der forurettede blandt de svenske tilskuere, går man ud fra at sagerne foreligges og behandles af Statsadvokaten i København. Det er oplyst, at der er fremkommet konkrete sager.

Mødedeltagerne har ikke yderligere kommentarer til sagen.