U-18 vinder Påsketurnering

De unge får et travlt forår

 Af Jan Eliassen

 

Den kommende weekend starter kampen om årets DM for både F.C. Københavns/KB’s ynglinge og juniorer. Når sæsonen fløjtes i gang, så gælder det for begge hold at være helt klar, for DBU har besluttet at ”Ungdoms-DM” skal følge SAS Ligaen, og derfor skal dette års turnering være afsluttet inden sommerferien, hvilket betyder blot 11 kampe og derfor er der ikke plads til mange smuttere, før man er ude af kampen om titlen.

 

Vi vil altid være med i toppen
Juniorerne starter sæsonen på hjemmebanen på Peter Bangsvej mod Vejle. FCK.DK har fået en snak med træner Henrik Mamsen om forventningerne til denne sæson, som han regner med bliver ekstra spændende, fordi turneringen i år er så kort. De formodede hårdeste modstandere til titlen bliver efter al sandsynlighed Lyngby, OB og Brøndby IF, men også Viborg og Esbjerg kan byde på en masse talent, så det bliver en spændende sæson - og som sagt, så er turneringen så kort i år, at alt kan ske.

 

Optakten til sæsonen har været lovende, og har budt på gode sejre over nogle af de andre formodede tophold, men har også inkluderet et par nederlag. Det er dog ikke noget der får Henrik til at ændre på sin opfattelse af, at dette års hold er klar til at kravle noget længere op i tabellen end sidste års 5. plads. I 2007-sæsonen smed holdet i en række kampe nogle dumme point væk i de sidste fem minutter, og det kom til at betyde et farvel til medaljer.

 

- Et af vores mål er at spillerne skal vænne sig til at spille for at vinde og være spilstyrende, og det betyder også, at vi altid skal være med i top 3, siger Henrik Mamsen.

 

Truppen der skal nå dette mål er i år ret ung, og består af ni spillere fra årgang 92 og 12 spillere fra årgang 93. Nogle af de største profiler fra sidste års trup er målmand Lukas Scheel og højre back Haydar Said, der da også begge er med i billedet til U-16 landsholdet. Derudover har også anfører Mikael Vukicevic og midtstopper Oliver Hansen set rigtig stærke ud i opstarten, og den nytilkomne venstre back Tobias Skovgaard har også stort potentiale.

 

- Det bliver spændende at se hvem der bliver profiler, men samlet set er det en super årgang, som jeg forventer mig meget af, siger Mamsen om spillerne fra årgang 93.

 

Det ser lovende ud for ynglingene
Når ynglingeholdet på lørdag starter kampen om årets DM-titel, så er det med forhåbninger om at komme med i toppen, og dermed også forbedre sidste års lidt skuffende 7. plads. Den foregående sæson startede ikke specielt godt for KB, men i den sidste halvdel af sæsonen spillede holdet rigtig godt, hvor det blev til hele 8 sejre i de sidste 12 kampe. Ydermere var mange af spillerne i truppen førsteårsynglinge, og er nu en bærende del af det hold, der skal forsøge at erobre en plads i toppen af ligaen.

 

Optakten til denne sæson har budt på gode træningsresultater, og holdet vandt i sidste uge en træningsturnering i Laxten i Nordvesttyskland i overbevisende stil, så det er en fortrøstningsfuld træner, der ser frem mod sæsonstarten på lørdag.

 

- Vi har en god stamme af spillere fra sidste sæson, og de er klar til at vise vejen for de yngre spillere, så vi har helt klart troen på at dette hold kan kæmpe med i toppen af ligaen. Dog kan meget ændre sig, hvis enten 2. divisionsholdet eller Ståle Solbakken skulle beslutte sig for bruge nogle af ynglingespillerne, siger ynglingetræner Jonnie Larsen til FCK.DK.

 

Ifølge Jonnie Larsen er anfører og U-18 landsholdsspiller Saban Özdogan naturligvis en af de bærende kræfter, men der er også forhåbninger om, at angriberen Andreas Moos er ved at være klar igen.

 

- Efter at Andreas fik sidste sæson ødelagt af et brækket ben, så er han nu så klar, at der ikke skulle gå meget mere end et par kampe, før han er tilbage i topform. Og at formen er på vej, viste Andreas ved at blive topscorer ved turneringen i Tyskland, fortsætter Larsen.

 

FCK.DK vil naturligvis følge med i hvordan det kommer til at gå i den meget korte og intense sæson. Lyngby og FC Midtjylland regnes blandt favoritterne, men de hvidklædte ynglinge vil blive presset i hver eneste kamp, for som træner Jonnie Larsen siger:

 

- Så er det jo en gave til os at alle vil slå dem i de hvide trøjer, for vi bliver matchet maksimalt hver gang, og det ruster vores spillere til at yde maksimalt, for vi vil jo helst vinde hver eneste kamp.

 

Den komprimerede sæson starter på lørdag
Hvordan det kommer til at gå for ynglinge og juniorerne skal blive spændende at se, men begge mandskaber skal som sagt være klar til start når sæsonen går i gang lørdag - og hvor begge hold skal møde Vejle.

 

Juniorerne spiller kl. 13:00 på KB's baner, og ynglingekampen fløjtes i gang kl. 15:00 i Frederiksberg Idrætspark.

 

 

>>> Se Juniortruppen her

 

>>> Se Ynglingetruppen her