Copa del Sol-finalen aflyst pga regn!

Fredagens finale i Copa del Sol mellem Shakhtar Donetsk og CSKA Moskva skulle være afviklet efter F.C. Københavns opgør mod OB, der som bekendt sluttede med en københavnsk 2-1-sejr, men på grund af det kraftige regnvejr, der tog til i løbet af dansker-opgøret, så besluttede arrangørerne og de to finaleklubber at aflyse finalekampen.

Eftersom begge mandskaber rejser fra Marbella lørdag den 13., er der ikke mulighed for at afvikle finalen lørdag - og vejrudsigten for de kommende dage tyder i øvrigt ikke på, at vejret bliver væsentligt bedre. Derfor enedes man om at erklære begge klubber for vindere af turneringen og dele pengepræmien til vinderne i to lige store andele. 

Banen var bestemt heller ikke særlig god at spille på, og allerede under FCK-OB-kampen lignede det til tider en vandkamp med deraf følgende risiko for skader hos spillerne, hvilket også var hovdeårsagen til at finaleklubberne valgte at aflyse deres kamp. 

Således sluttede Copa del Sol altså i regn...