Citater fra Matchday Minus One

Citater fra Matchday Minus One

Efter det obligatoriske pressemøde på ”Matchday Minus One” blev der afholdt den lige så obligatoriske åbne træning. Her havde pressen muligheden for at stille de sidste spørgsmål til spillerne i FCK-truppen, inden det går løs i morgen aften på Santiago Bernabéu.

FCK.DK benyttede sig også af muligheden, og fik en kort snak med Delaney, Nicolai og Toutouh.

Thomas Delaney
- Selvfølgelig er vi klar over, at vi kan risikere at tabe stort. Vi møder trods alt et hold der slog Galatasaray med 6-1 på udebane – men det skal vi ikke tænke på, vi skal stå ordentligt på banen, og så eller være klar når spillet sættes i gang. Ingen tvivl om at vi kommer til at være presset længere tilbage end normalt, det er vi klar over. Vi spiller zone-opdækning – og det gælder om, at vi hver især skal holde vores rum.

Nicolai Jørgensen
- Det er et fedt stadion, men tror ikke der er den store forskel på PARKEN – det drejer sig nu mere om det hold vi skal møde.  Jeg har haft Ronaldo og Bale som personlige favoritter, men når først kampen går i gang, så betyder det intet. Vi kommer til at lære meget, og så håber vi, at hele holdet rammer dagen. Vi havde trods alt ikke tabt i lang tid, inden vi tabte til Brøndby, så generelt har vi haft en opadgående formkurve.

Youssef Toutouh
- Det bliver en stor kamp og en svær kamp, men vi er alle mennesker, så intet er umuligt – selvom det da bliver svært. Hvis jeg får spilletid, så skal jeg bare gøre som normalt, det tager jeg stille og roligt – og hvem jeg skal spille over, det tænker jeg ikke så meget på.