Brian Riemer

Brian Riemer rejser til Brentford F.C.

F.C. Københavns U19-træner Brian Riemer forlader klubben efter 10 år og fortsætter karrieren i den engelske Championship-klub.

F.C. København og Brentford F.C. er blevet enige om en aftale, hvor U19-træner Brian Riemer bliver købt fri af klubben og nu rejser til England for at fortsætte karrieren i Championship-klubben.

Brian Riemer, der har været træner for U19-holdet siden 2015, forlader dermed FCK efter 10 år, hvor han har arbejdet både i Talentafdelingen og som assistenttræner for Superligaholdet.

“Brian har ydet en stor indsats i klubben gennem mange år, hvor han havde en central rolle som assistenttræner gennem en periode. Han har også været en vigtig faktor i at få bragt vores talentudvikling op på et højt niveau, og det skylder vi ham en stor tak for. Nu vil han gerne prøve noget nyt, og det har vi stor respekt for og ønsker ham held og lykke i England,” siger manager Ståle Solbakken.