The Black Eyed Peas, Pet Shop Boys og Pharrell optræder i PARKEN på Zulu Rocks 2006
Programmet til Zulu Rocks i PARKEN lørdag den 17. juni er nu på plads, og arrangørerne er superstolte over at kunne præsentere programmet for årets mega sommermusikfest på Danmarks nationalstadion. De seneste to år har der været udsolgt i PARKEN, idet knap 30.000 hvert år har festet til et brag af en maratonkoncert. Zulu Rocks-programmet for 2006 består af følgende store danske og udenlandske navne:
The Black Eyed Peas, Pet Shop Boys, Pharrell, Mew, Kashmir, Carpark North, Bikstok Røgsystem og Pato.
- Jeg glæder mig mere end nogensinde til Zulu Rocks 2006. Det er så fed en tradition og skønt at starte sommeren med denne mega-musikfest. I år er der oven i købet så mange store navne. Specielt glæder jeg mig til at høre The Black Eyed Peas. Da de spillede på Zulu Rocks første år, røg taget nærmest af PARKEN. Det er verdens bedste partyband, fortæller Palle Strøm.
Eksklusiv mulighed for Pet Shop Boys fans
Fans af Pet Shop Boys får til dette års Zulu Rocks koncert et ekstraordinært tilbud. Fredag d. 24 marts kl. 10.00 sættes billetsalget i gang kun for fans af Neil Tennant og Chris Lowe fra deres site www.petshopboys.co.uk og de kan dermed sikre sig billet til pop-duoens eksklusive koncert på dette års Zulu Rocks koncert, fire dage inden alle andre.
Pet Shop Boys
Siden de opnåede deres første topplacering på hitlisterne med ”West End Girls” for 20 år siden er Pet Shop Boys, Neil Tennant and Chris Lowe, blevet en af de mest succesfulde pop-duoer i historien, med 36 top 20 hits og ti top 10 albums.
De har samarbejdet med kunstnere som Dusty Springfield, David Bowie, Tina Turner, Boy George, Yoko Ono og remixet danceplader for artister som Blur, Rammstein og Madonna. Pet Shop Boys er i USA den fjerde mest succesfulde artist i historien på Billboard Dance Chart, bag Madonna, Janet Jackson og Donna Summer.
Pet Shop Boys nye album ”Fundamental” roses som et af deres bedste albums nogensinde og det indflydelsesrige Popjustice.com skriver ”Fundamental er det første fantastiske pop album i 2006”. Albummet bliver udgivet 22 maj.
Siden deres første turne i 1989, har Pet Shop Boys været på adskillige spektakulære verdens-turnerer, og i de foregående år har de været hovednavne på mange af Europas festivaler. I sommeren 2006 spiller de udendørs koncerter og festivaler i hele Europa, før de starter deres verdensturné i efteråret.
The Black Eyed Peas
Gruppen der mikser funk, latin, reggae og hiphop, består ud over de to stiftere William og apl.de.ap af Taboo samt kvindevokalen Fergie. The Black Eyed Peas kommer fra Los Angeles og fik deres gennembrud med albummet ”Elephunk” i 2003.
Gennembruddet kan tydeligt ses på bl.a. de 7,5 millioner solgte albums, fire Grammy nomineringer og en Grammy pris. ”Monkey Business” er gruppens nyeste udspil, og gruppen siger selv om denne plade: ”Pladen består af sange vi elsker at optræde med live, de handler om fest og de har den energi, vi reflekterer over på vores koncerter – det handler om os og publikummet på denne plade.
Mew
Mew’s fire medlemmer Jonas Bjerre, sang og guitar, Bo Madsen, guitar og kor, Johan Wohlert, bas og kor samt Silas Graae, trommer traf hinanden i gymnasiet, hvor de på et tidspunkt blev sat sammen i et gruppeprojekt, der skulle munde ud i en film om miljøødelæggelse.
Filmen blev efter sigende ikke synderlig god, men da kemien de fire i mellem var strålende og de alle gik rundt og lyttede til navne som Pixies, Red House Painters, Flaming Lips, Swirlies, Pram, Dinosaur Jr. og My Bloody Valentine, lå det lige for at danne et band, og Mew så dagens lys henover sommeren 1995. På det seneste har Mew dels opnået platin (40.000 solte eksemplarer) for ”Mew and the glass handed kites” dels har det populære drengeband vundet en række priser, bl.a. Zulu Awards, Steppeulven, MTV Europe Music Awards, Nordic Music Awards, P3 Prisen og senest fire priser til Danish Music Awards.
Pharrell
Pharrell har i høj grad defineret lyden i den hip hop-musik der høres i dag – hvilket de færreste nok havde troet om knægten fra Virginia: Han voksede op med en flok Hells Angels-Rockere som naboer, og det var hos disse naboer, at han første gang hørte musik som AC/DC, Queen og Lynyrd Skynrd. Disse tidlige inspirationskilder kan tydeligt høres i hans produktioner i dag.
Kashmir
Trioen lancerede genre-betegnelsen 'groovecore', da bandet albumdebuterede på det nystartede pladeselskab ”Start” i 1994. Med energi-tæt rockmusik, tung funk og humoristiske tekster fik de sat sig i stævne hos især det unge publikum. Blev i 1993 nr. 2 i DM i Rock, næst efter Dizzy Mizz Lizzy, og er i dag egentlig eneste nulevende orkester fra Den Grønne Bølge - en snes unge rockorkestre, der i start-90'erne bed sig fast i halen på Seattle-bølgen.
Med næste album '”Cruzential” blev musikken mere seriøs, men først med 1999- albummet ”The Good Life” er humoren blevet aflivet og erstattet med eftertænksom rockmusik. ”The Good Life” indbragte Kashmir 6 Grammyer ved Dansk Grammy 2000. Derudover har de udgivet ”Travelogue” (1994), ”Cruzential” (1996) og ”Home Dead” (ep) (2001).
Bikstok Røgsystem
Bikstok Røgsystem er Danmarks første dansksprogede dancehall-gruppe. De kører den vilde røgstil og ønsker at sprede ragga-roots og dancehall ud til folket. Bandets tre medlemmer har alle en aktiv musikalsk fortid bag. Eaggerman er medarrangør af Rub'a'dub og medlem af Danmarks originale soundsystem Sky Juice. DJ Pharfar er gadeuddannet trommeslager og producer – bl.a. for dancehall-prinsessen Little T og Cornstick. DJ Pharfar er desuden også medlem af duoen Djosos Krost, der ligeledes er på vej med et album på PanAmericana Recordings. Blæs B har været en del af den danske hiphop-scene siden 1988, hvor han startede ud i Madness4real (senere Den Gale Pose). I de seneste ti år har han haft stor kunstnerisk succes med Malk De Koijn.
Carpark North
Med debutalbummet fra 2003 strøg de direkte til tops i Danmark. Debuterede som nr. 1 på salgslisten, solgte mere end 46.000 albums, spillede udsolgte koncerter over hele landet og lå otte uger i træk som nr. 1 på Tjeklisten på P3, hvor nummeret endte som årets mest spillede på samme kanal. De succesfulde og hårdtarbejdende drenge sprænger på deres andet album ”All things to all people” alle vedtagne rammer for lyd- og genremæssig begrænsning. Første single ”Human”, var ugens uundgåelige på P3 tilbage i uge 7 og blev ligesom anden single ”Best Day” råspillet på kanalen. Videoerne til selvsamme numre har opnået stor opmærksomhed både her hjemme og i udlandet og har hævet standarden for danske musikvideoer.
Pato
Spritny anmelderrost, dansk rapper – der i øvrigt er første musiker, der udgiver album på Jokerens pladeselskab, Flamingo Records.
Multitalentet Jonatan Spang, der er kendt fra en meget bred og alsidig vifte af teater-, film-, stand-up-, og tv-præstationer, vil stå i spidsen for løjerne. Den 28-årige kunstner, der fra 3. april er aktuel på Zulu med det satiriske comedyshow ”Gustne Gensyn”, får æren af at præsentere følgende i PARKEN 17. juni:
Zulu Rocks 2006 åbner dørene kl. 12:00.
Første band går på kl. 13.20 og festen slutter 24:00.
Du kan sikre dig billet til Zulu Rocks 2006 på www.billetlugen.dk / tlf. 70 263 267 og i Fona-butikker landet over. Billetterne koster 295 kroner (plus gebyr) i forsalg. Billetsalget starter mandag den 27. marts kl. 10:00.