Anders Hørsholt: PARKEN er hvid

Direktør Anders Hørsholt giver her sin holdning til 5 emner, der fylder i og omkring F.C. København i denne uge.

Sæsonstatus lige nu
I skrivende stund ved vi ikke, om vi er i pokalfinalen eller, hvor vi ender henne i tabellen, når sidste runde er overstået. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke er, hvor vi havde håbet på, og regnet med, at være i denne sæson, når vi kigger på Superligaen, som den ser ud nu. Men det betyder ikke, at vi ikke skal prøve at få det optimale ud af denne sæson. For naturligvis skal vi jagte det, som vi har mulighed for at nå. Vi ligger som bekendt ikke til at kunne plukke de saftigste frugter lige nu. Vi mangler at kravle et par lange trin op af stigen. Men vi skal slutte så godt som muligt af og se, hvor langt det kan bringe os. Det må være vores fælles fokus nu. At hjælpe spillerne med at finde gearet til en slutspurt. Kamp for kamp. Og det kan vi lige nu kun gøre ved at bakke dem op på banen. Give dem de bedste rammer til at vise den vilje, vildskab og kvalitet, de slap løs sidste søndag i PARKEN. Længere er den ikke.

Sommerens transfervindue
Her kan jeg kun bakke op om de meldinger der allerede er kommet fra sportsdirektøren og Cheftræneren. Vi er klar til at handle og agere. Præcist hvor meget ved vi først, når den sportslige ledelse har vurderet nøjagtig, hvad der er nødvendigt. Og det er en løbende proces. Men to nye ansigter i truppen er allerede sikret. Og flere kommer sikkert til. 3-års strategien og handlingsplanen er lagt og implementeres løbende. Den giver os de muligheder, vi skal have, for at kunne bygge videre på det fundament, der skal opfylde de ambitioner, som klubben arbejder ud fra. Det skal ingen være i tvivl om.

Derby
PARKEN er HVID stod der på storskærmen til sidste kamp med henvisning til derby i starten af maj. Og det synes jeg, rammer det meget godt op. Intet er bedre end at slå vestegnen. Og intet er bedre end at gøre det i en kridhvid og larmende kulisse. Specielt nu er en kærkommen lejlighed til at vise dem, hvordan PARKEN føles, når noget er på spil. Og hvor meget ekstra det kan give vores og Byens hold. Så få købt jeres billet inden det er for sent og find den hvide trøje frem. Det kan blive det bedste derby længe. Og det vigtigste.

AGF
Mange steder i landet fornemmer man ind imellem, at vores gæster fra AGF kan bruges som en lille indforstået joke, når det kommer til fodboldsnak. At man jo altid kan grine lidt af AGF, fordi de har de store ambitioner men ofte ender med at ligge og rode rundt i den forkerte ende af tabellen til både byens og lokalmediernes store frustration. At det der skulle være Champions League i stedet bliver til en flirt med 1.division. Om et ”Aa” nu skal være et ”Å” osv. Men egentlig kunne jeg måske godt ønske, at det gik dem lidt bedre. Af flere årsager. For de er måske den klub herhjemme, som vi har mest tilfælles med. Landsdelens største by. Cirka på midten af den østlige kyst. Med hvide trøjer. Med ambitioner. Og meget høje forventninger fra de, der elsker dem højest. Og så naturligvis pga. det store potentiale under Aarhus GF, som mange i smilets by nok håber snart kan forløses. De har måske endda potentialet til at blive F.C. Københavns spejlbillede på den anden side af bæltet.

Tifo-indsamling
I dag samles der ind til tifo-arbejdet på tribunerne. Spillertruppen har doneret, og det har klubben også. For intet illustrerer F.C. Københavns størrelse og betydning bedre, end når en tifo folder sig ud på tribunerne i PARKEN. Ikke kun fordi det er et smukt skue i de to minutter det varer. Men fordi der bag en tifo ligger mange tusinde timers frivillig arbejdskraft fra en stor gruppe passionerede mennesker, som gang på gang viser, at de kan lave stadionkunst på internationalt niveau. Det inspirerer på dagen. Og det er del af tapetet på vores selvforståelse. Så lad os alle smide en mønt eller seddel i bøsserne i dag, hvis vi har én i lommen der kan undværes. Og så glæde os til den næste af slagsen og skænke en varm tanke til alle dem, der lægger kræfter og ære i arbejdet bag tifoerne i PARKEN.