Alfred Johansson og Morten Nordstrand på trænerbænken til Youth League-kampen i Sevilla

Alfred Johansson og U19 ser frem til endnu et Youth League-gruppespil

En af mange gevinster ved at spille Champions League-gruppespil er, at vores U19-hold nu igen får muligheden for at spille med de bedste i UEFA Youth League-gruppespillet.

U19 møder automatisk de samme som A-holdet, og vi fangede cheftræner Alfred Johansson et par timer inden lodtrækningen i Monaco.

“Humøret er helt sikkert også højt i Talentafdelingen i dag, for det betyder rigtig meget for os allesammen at få den mulighed for læring, som der er i Youth League for alle på og omkring holdet,” fortæller Alfred.

“Har det fyldt meget hos jer på det seneste? I har jo ikke haft sagen i egen hånd, men været afhængige af A-holdet?”

“Ja, det har det da, især i staben har vi talt om det og håbet meget på, at det lykkedes. Vi har ikke talt så meget med spillerne, der har vi mere haft fokus på hverdagen her og nu, men jeg er da helt sikker på, at de også har talt om det.”

“En del af spillerne prøvede det jo også sidste år, hvor I var meget tæt på at gå videre fra gruppen. Er der lidt revanchelyst?”

“Ja, det kan du måske godt sige, men vi håber under alle omstændigheder på en lodtrækning, hvor vi kan spille knockout-kampe efter nytår. Men selv om vi var tæt på sidste år, så lærte vi alligevel rigtig meget og fik bekræftet, at vi faktisk er ret gode og godt kunne spille med på det niveau. Den erfaring og den selvtillid kan vi tage med i år.”

“Hvor synes du, I står her og nu? Der er jo altid en vis udskiftning mellem sæsonerne, og senest er Simmelhack f.eks. også udlejet til Milan?”

“Ja, vi er jo stadig i et transfervindue, hvor der stadig kan ske noget, også i forhold til vores trup, men jeg synes, vi står et rigtig godt sted. Vi havde en super god pre-season med blandt andet nogle stærke præstationer i to kampe nede i Leverkusen og Leipzig, og senest var vi til Otten Cup og spillede en masse gode kampe med en højere intensitet, end vi møder i U19-ligaen.”

“Det er erfaringer, som også hjælper os nu, når vi skal ud i Youth League, hvor vi kommer til at møde spillere på endnu højere niveau, fordi mange klubber typisk kommer med U23-spillere.”

“Så selv om vi har en lidt mindre U19-gruppe end sidste år, så er det en stærk lille gruppe med et højt niveau og en stor talentmasse. Vi havde også mange dygtige U17-spillere med til Otten Cup, som gjorde det godt og overbevisende og også vil kunne hjælpe os i efteråret.”

“Og her med et par timer til lodtrækningen, har du nogle ønskemodstandere fra de europæiske akademier?”

“Ja, de hold vi har bedst forudsætninger for at slå, så vi kan gå videre fra gruppen,” slutter Alfred Johansson.

>> Se U19-truppen her

>> Læs mere om vores tre tidligere Youth League-deltagelser