Aftenens kamparena: Estadio de la Cerámica
Aftenens kamparena har været Villarreals hjemmebane i lidt over 100 år! Det blev indviet i 1923 og er et af de ældste stadioner i Spanien, der altid har ligget det samme sted. Det samme har Valencias Mestalla, der blev indviet nogenlunde samtidig, samt Sporting Gijon’s El Molinón fra starten af det 20. århundrede.
Kapaciteten er kun 21.332 tilskuere, og det lyder måske ikke af meget i et land med en af verdens bedste ligaer, men i forhold til byens størrelse svarer det for eksempel til, at Mestalla skulle rumme ca. 420.000 tilskuere!
Der bor nemlig kun ca. 50.000 i Vila-Real - en by, der især er kendt for sin keramik-industri, hvilket også er baggrunden for det lidt usædvanlige stadionnavn. Usædvanligt, fordi det hverken indeholder en sponsor, en by eller bydel eller en afdød præsident.
Det oprindelige stadion hed Campo del Villarreal og blev indviet den 17. juni 1923, men fik i 1925 navnet El Madrigal efter det omkringliggende landområde – og det hed det helt indtil 2017!
Den første store ombygning skete i 1952, hvor banen også blev udvidet fra 95 x 50 meter til de internationale mål 104 x 65 meter.
I 60’erne kom den første overdækkede tribune, og i starten af 70’erne – hvor Villarreal for første gang var oppe i Segunda Division et par sæsoner - kom en lille, primitiv endetribune i den sydlige ende, hvor de mest aktive Villarreal-fans i dag holder til.
I samme periode fik stadion lysanlæg, så man også kunne spille aftenkampe, hvilket selvfølgelig er en endnu større fordel i de sydeuropæiske lande på grund af dagtemperaturerne.
Villarreal kom første gang op i LaLiga i 1998, da klubben fejrede 75 års jubilæum, og det førte til den hidtil største renovering, der blev afsluttet til 99/00-sæsonen. Nu med en ny, overdækket sydtribune og en ny endetribune i den nordlige ende, og hovedtribunen blev udvidet i sommeren 2001.
De følgende år begyndte Villarreal at spille europæisk, og da man i 2005 kvalificerede sig til Champions League-gruppespillet for første gang, var det nødvendigt at opgradere med blandt andet nye omklædningsrum og faciliteter til pressen, UEFA-delegerede og dopingkontrol.
Samtidig begyndte man at opsætte de karakteristiske gule fliser på facaden, ikke mindst til gavn og glæde for den lokale keramik-industri, som byen er kendt for.
Derfor blev stadion i 2017 omdøbt fra El Madrigal til Estadio de la Cerámica, ikke mindst til gavn og glæde for den lokale keramik-industri, som kendetegner Vila-real.

Den gule farve er jo ikke populær hos FCK-fansene på grund af rivaliseringen med Brøndby, men den giver god mening i forhold til Villarreals mangeårige klubdragt samt det forhold, at den spanske keramiktradition ofte baserer sig på stærke farver med blandt andet den gule, som jo i øvrigt også indgår i Spaniens flag.
Stadion fik først sit nuværende topmoderne look i 2022, hvor klubben gennemførte en stor og overraskende hurtig renovering til ca. 50 mio. EUR. Man begyndte midt i maj og spillede på banen igen nytårsaftensdag til et lokalopgør mod Valencia, hvorefter de indendørs forbedringer var klar i sommeren 2023.
Hjørnerne blev lukket med en ny hjørnetribune i det sydlige hjørne, alle sæderne blev udskiftet, og alle pladser var nu overdækket. Der kom blandt andet også nyt lys- og lydanlæg, nye storskærme og indendørsarealerne blev markant opgraderede med blandt andet en restaurant og et nyt klubmuseum.
Den nordøstlige endetribune, hvor udeafsnittet er placeret, blev overdækket med en stor, spektakulær bue i ca. 50 meters højde, så tribunen nu er byens næst højeste punkt, kun overgået med nogle få meter af byens Basilica of San Pascual. Den endetribune har i øvrigt også et stort antal solceller på taget, der forsyner stadion med energi.
.
Man anlagde også en ny hybridbane med nyt dræningssystem, men stadionkapaciteten forblev ca. 23.300, da klubben prioriterede komforten ved blandt andet ved at lave mere plads mellem sæderne.
Hjemmebane-statistikken - men kun i denne sæson
De seneste fem sæsoner har Villarreal haft et gennemsnit på 1,5 point pr. hjemmekamp, så de er ikke uovervindelige på eget græs med mellem tre og syv nederlag pr. sæson. Men ét er fortid, og ét er nutid, og i denne sæson er snittet foreløbig 2,75 point efter syv sejre og én uafgjort.
De har dog endnu ikke haft besøg af de fire andre nuværende hold i Top 5, dvs Barcelona, Real Madrid, Atlético Madrid og Espanyol, og i de to hjemmekampe i Champions League fik de med nød og næppe 2-2 mod Juventus (udligning i sidste minut) og tabte 1-3 til Man. City.
Her kan du se lidt flere billeder fra aftenens kamparena, hvor man tydeligt kan se, hvor tæt tribunerne er på sidelinjerne - selv om det ikke ligefrem gælder udeafsnittet oppe i højderne...