3-2 over Brønshøj i "træningspremieren"

3-2 over Brønshøj i "træningspremieren"

Årets første træningskamp blev en krævende opgave for de to mandskaber, der havde sat hinanden stævne kl. 13 på bane 3 på træningsanlægget på Jens Jessens Vej. Ved middagstid begyndte sneen nemlig at dale ned over hovedstaden, så det var ikke de bedste betingelser.

Brønshøj chokstartede med en scoring bare et halvt minut efter at dommer Janus Vorm havde sat spillet i gang. Andreas Granskov slap fri i deres højre side og snød først jeres udsendte ved at spille med navnet ”Henningsen” på ryggen og dernæst Stephan Andersen, som han lobbede bolden over og ind i det tomme målnet. Troede vi længe, men senere viste det sig (på Brønshøjs hjemmeside, hvis vi skal være ærlige), at Oke Akpoveta nåede at skubbe bolden det sidste stykke over målstregen, så vi krediterer ham målet.

Ja-ja, det var svære betingelser både på og uden for grønsværen, der efterhånden blev mere og mere hvid… men det afholdt dog ikke ca. 400 tilskuere fra at møde op til lørdagsfodbold på Frederiksberg, selv om det var en kold omgang.

Chokscoringen til hvepsene holdt kun tre minutter, så bragte Nicolai Jørgensen balance i regnskabet med et superflot mål. Han fik bolden ude i venstre side, tog lige et par træk ind i banen og lige uden for hjørnet af Brønshøj-feltet sendte han et velplaceret skud over og forbi keeperen Nicklas Dannevang – der måske burde have taget den – og ind ved den fjerneste stolpe. En flot, flot scoring af 10’eren, der i dagens anledning var iført hvid tophue.

Løverne tog godt tag i spillet efter udligningen og dominerede begivenhederne, og efter 13 minutter fik Steve de Ridder en fin mulighed – spillet frem af Nicolai – men afsluttede lige på Dannevang.

Fem minutter senere forsøgte Nicolai sig igen fra distancen, men sendte bolden et stykke forbi, så vi skulle hen til det 21. minut, før der var gevinst igen. Christian Poulsen sendte et frispark op i Brønshøj-feltet, hvor Björn Sigurdarson brugte sin fysik og fik lagt bolden tilbage til Nicolai, der i to omgange fik den med sig, inden han sparkede den forbi Dannevang til 2-1.

Bare to minutter senere blev det 3-1, da Rúrik Gíslason fik en tilfældig chance midt i feltet og udplacerede Dannevang, og igen måtte vi lige tage TV-billederne til hjælp efter kampen for at se hvad der skete, og det var en Brønshøj-clearing lige i benene på de Ridder, der resulterede i ”frispilningen” til Rúrik.

Brønshøj havde lige et enkelt hjørne, som voldte forsvaret en smule besvær at få clearet, men ellers stod der F.C. København på hele 1. halvleg, og 10 minutter før pausen var det tæt på, at Rúrik også blev dobbelt målscorer, men han afsluttede lige på keeperen.

Kort forinden havde Sigurdarson været tæt på at komme frem til et indlæg fra Augustinsson i venstre side, men den lå lige en anelse for hårdt til at han kunne nå den. Men der var flere fine takter af den nye svenske back, der skal gå i Oscar Wendts og Pierre Bengtssons fodspor, og i øvrigt også af den arbejdsomme og robuste Sigurdarson. Den tredje nytilkomne spiller, Kevin Foley, gjorde præcis hvad man havde forventet på højre backen, hvor han spillede snusfornuftigt og rutineret og løste sin opgave solidt. Han var også med fremme et par gange og udfordre på Brønshøjs banehalvdel.

I pausen - hvor mange tilskuere forståeligt nok gik på jagt efter noget varmt at drikke - blev der planmæssigt skiftet et halvt hold ud, nærmere bestemt Stephan, Zanka, Augustinsson, Gíslason og Nicolai. Ind kom Kim Christensen (34 års-fødselaren Johan Wiland måtte blive hjemme i dag på grund af sygdom), Antonsson, Høgli, Delaney og Cornelius. Formationen var nu Kim – Foley, Pelle, Zanka, Høgli – Sigurdarson, Poulsen, Delaney, Toutouh – de Ridder, Corner.

2. halvleg nåede aldrig op på niveauet fra de første 45 minutter, hvilket dels må tilskrives de mange udskiftninger, og dels at banen bare blev værre og værre at spille på, som tiden gik. I starten var hjemmeholdet i udmærket kontrol, men efterhånden kom Brønshøj mere med i spillet, og midt i halvlegen fik de reduceret til 2-3 ved Sebastian Lassen, der havde afløst Aleksandar Lazarevic – som så i øvrigt kom på banen igen lidt senere, men den slags er jo heller ikke forbudt, når det bare er træningskampe…

Byens Hold skiftede også lidt mere ud for ikke at belaste spillerne for meget, og i løbet af 2. halvleg kom Yones Felfel, Brandur Olsen og Lasse Lindbjerg ind for henholdsvis Sigurdarson, de Ridder og Foley. De tre U19-talenter i truppen, Frederik Bay, Gustav Jensen og Jonathan Frimann måtte således nøjes med at varme op på sidelinjen.

Mellem det 77. og 80. minut var der tre gode bud på 4-2-målet, da først Delaney og siden Corner måtte se gode hovedstød i feltet rettet af til hjørne, og lidt efter slog netop Delaney en fin bold i dybden til Corner, men afslutningen gik tæt forbi mål.

I stedet var hvepsene ved at tage det sidste stik (sorry...) to minutter før tid, da de fik noget af en direktør i feltet. Sneblindet og med forfrosne fingre og tæer nåede vi dog ikke at se hvem, men det er han nok heller ikke ked af, for han burde have sendt den i kassen og ikke forbi Kim Christensens mål.

Men dermed blev det ved en 3-2-sejr til FCK i trænings-premieren, og alt i alt en godkendt indsats over hele linjen under svære betingelser. Men man skal jo lige i gang, og der er stadig fire testkampe før det går løs i Alka Superligaen den 20. februar. De næste tre heldigvis under noget varmere himmelstrøg på den portugisiske Algarve-kyst, hvortil truppen rejser på onsdag.


Holdet:
1 Stephan Andersen (46.: 41 Kim Christensen) – 16 Kevin Foley (75.: 37 Lasse Lindbjerg), 4 Pelle Nilsson, 25 Mathias Zanka Jørgensen (46.: 15 Mikael Antonsson), 3 Ludwig Augustinsson (46.: 2 Tom Høgli) – 19 Rúrik Gíslason (46.:  8 Thomas Delaney), 24 Youssef Toutouh, 29 Christian Poulsen, 10 Nicolai Jørgensen (46.: 11 Andreas Cornelius), 22 Steve de Ridder (68.: 36 Brandur Olsen), 14 Björn Sigurdarson (61.: 33 Yones Felfel)

Ikke benyttet: 27 Gustav S. Jensen, 38 Frederik Bay og 39 Jonathan Frimann.