Per Poulsen

25 år siden: Klar til pokalfinale!

Efter et broget efterår havde vi efterhånden fået bedre styr på spillet i forårets meget tætte og jævnbyrdige Superliga-slutspil. Men vejen til en titel og europæisk kvalifikation var kortest i Giro Cup’en, og med 2-0 hjemme over AaB i den første kamp, havde vi et godt udgangspunkt før returkampen.

Men det holdt hårdt at få 0-0 på Aalborg Stadion, og vores 42-årige målmand Per Poulsen stjal overskrifterne i aviserne:

”Havde FCK ikke rådet over Per Poulsen, var vi løbet af med sejren. Mens københavnerne ikke producerede mere end to-tre målchancer, reddede han vel 10-15 oplagte AaB-tilbud,” sagde AaB-træner Poul Erik Andreasen til B.T.

”Jeg skal være den første til at indrømme, at heldet var på min side, da jeg med en refleks-fodparade midt i anden halvleg reddede Peter Rasmussens mesterlige afslutning,” lød det beskedent fra hovedpersonen, som dog også sendte en venlig tanke til en generelt tam og uskarp AaB-offensiv.

Stillingskrig
Allerede fra starten fik de 7.250 tilskuere en fornemmelse af, hvor det bar hen, da Jan Pedersen fik to kæmpe chancer i de første ti minutter – ikke så meget fordi han brændte (først blev han tacklet i skudøjeblikket, og på den anden skød han forbi), men fordi AaB ikke fastholdt det indledende tryk.

Måske var de også nervøse for, at en københavnsk-scoring kunne lukke al luften ud af ballonen, og stille og roligt fik vi fat i spillet midt på banen. Benny Johansen havde også lagt en defensiv strategi, hvor Lars Højer nærmest lå som en tredje markeringsspiller sammen med Ole Tobiasen og Diego Tur med Michael Mio bagved som sweeper.

Vi havde ingen grund til at satse unødigt, så denne gang blev der brug for vores tekniske småspil med at køre bolden rundt i trekanter, uden at vi nødvendigvis flyttede spillet ret langt frem på banen.

Selv om der periodevis blev spillet nydelig fodbold, blev 1. halvleg lidt af en stillingskrig, indtil der manglede få minutter. Da fik Erik Bo Andersen to gode muligheder, som kunne have styrket nordjydernes selvtillid inden pausen, men den første reddede Poulsen fornemt, og den anden headede han tæt forbi.


Målløst efter 45 minutter var glimrende for os
Hjemmeholdet kunne dog på ingen måde være tilfredse med forløbet, så Poul Erik Andreasen rokerede lidt om på tropperne og blæste til angreb efter pausen, og snart fik vi problemer med at holde dem væk fra vores forsvar.

De kom også til en række afslutninger, men havde ikke den nødvendige skarphed til at overliste Per Poulsen, som tog hvad der kom, når ikke de bragede boldene forbi mål. AaB manglede kreativitet og fantasi til at udfordre vores disciplinerede defensiv, og ofte endte det med indlæg i feltet, som vi ekspederede væk.


Stillede og roligt fusede festen ud for de forventningsfulde nordjyder, som måtte se muligheden for The Double flimre væk i forårsluften over Limfjorden. Per Poulsen & co. kunne derimod glæde sig til FCK's første pokalfinale - 16 år efter at Poulsen første gang vandt pokalen med B1903, da de slog Køge i finalen i 1979.

Peter Møller til AaB?
Dagen efter semifinalen i Aalborg kunne man i øvrigt læse i Ekstra Bladet, at AaB var tæt på en aftale med Peter Møller, som vi stadig havde gående i Zürich på en lejeaftale, der udløb i sommeren 95.

”Jeg tror, det går i orden. Det er nok tvivlsomt, om jeg er med mod Lyngby på søndag, men det er ikke urealistisk, at jeg gør comeback hos AaB mod FCK i Parken søndag 14. maj,” udtalte Møller selv. Den kamp kommer vi til i vores "25 år siden-serie" - men den blev uden Møller...

Per Poulsen


Matchfacts
Onsdag den 3. maj 1995, kl. 19.00 på Aalborg Stadion. Giro Cup, semifinale, 2. kamp
AAB-F.C. KØBENHAVN 0-0
7.250 tilskuere. Dommer: Kim Milton Nielsen
Advarsler: Christian Lønstrup, Michael Johansen og Lars Højer, F.C. København

F.C. København: 1 Per Poulsen - 2 Ole Tobiasen, 17 Michael Mio Nielsen, 3 Diego Tur - 16 Carsten V. Jensen (73.: 14 Morten Nielsen), 4 Morten Falch (75.: 12 Michael Giolbas), 5 Lars Højer, 6 Christian Lønstrup, 11 Michael Johansen, 8 Iørn Uldbjerg - 15 Per Frandsen

Ikke benyttet: 18 Karim Zaza

AaB: Thomas Gill - Torben Boye (65.: Calle Facius), Ib Simonsen, Jes Høgh, Jens Jessen – Lars Thomsen, Henrik Rasmussen, Jan Pedersen - Peter Rasmussen, Erik Bo Andersen, Jens Madsen