Per Frandsen

25 år siden: Ærgerligt 0-1-nederlag til OB

Store forventninger efter god stime
Efter fem sejre i de foregående seks Superligakampe var forventningerne store, da vi tog imod OB i Parken den 6. november. Ikke mindst efter den seneste 4-0-sejr i Brøndby, som sendte os op i midten af tabellen efter den dårlige sæsonstart.

Med 8.248 på tribunerne havde vi efterårets højeste tilskuertal – bortset fra Brøndby-kampen – og nede på banen var kontinuiteten til at få øje på, da Benny Johansen startede med de samme 11 for tredje kamp i træk. Men det blev ikke alle gode gange tre, for – som B.T. skrev – OB stjal løvemaden.

OB midt i europæisk succesefterår
Den overskrift dækkede over, at vi fuldstændig dominerede de første 45 minutter, mens fynboerne måske var mærket af, at de fire dage før havde elimineret Kaiserslautern ved at spille 0-0 i Odense efter 1-1 i det første opgør. Forude ventede en tilsyneladende umulig opgave mod mægtige Real Madrid, men man skal jo som bekendt ikke modarbejde mirakler.

Men måske kneb det med at forene deltagelsen i begge turneringer, for trods en tredjeplads i Superligaen havde OB kun vundet en af de seneste fem Superligakampe, og i starten trak det op til endnu et pointtab.

To på træværket de første ti
I de første ti minutter saksesparkede Per Frandsen først bolden på stolpen - efter Lønstrup var gået med frem og havde lagt bolden ind over - og kort efter opfangede Frandsen et hjørne i OB-feltet, vendte rundt og sendte bolden mod det fjerneste målhjørne, hvor Steen Nedergaard lige akkurat fik hovedet på, så bolden tog underkanten af overliggeren og gik i spil igen!

Per Frandsen


Senere lykkedes det Frandsen at passere Lars Høgh fra nært hold efter et Uldbjerg-indlæg, men i kampen om bolden begik Frandsen åbenbart frispark i duel med Høgh og Carsten Dethlefsen, inden han bankede bolden ind.

Otte minutter før pausen viste Høgh sin store klasse med en lynende refleksredning, da Lønstrup afsluttede i fri position i feltet efter endnu et raid op langs banens midterakse og en 1-2-kombination med Lars Højer.

OB-scoring på første afslutning
Men første gang OB overhovedet var oppe og udfordre lidt i vores felt, gav det gevinst. Lønstrup lagde en skidt tilbagelægning, og da Morten Bisgaard forsøgte at stjæle bolden, blev han fældet af Brian Flies. Bolden røg dog videre ind over, hvor Alphonse Tchami saksesparkede bolden i tomt mål, men da havde Lars Gerner fundet fløjten frem og dømt straffespark.

Det var vanvittigt ufortjent, at Schjønberg bragte OB foran fra 11-meter pletten, men også vanvittigt, hvis han havde brændt, så den manglende brug af fordelsreglen var blevet til en bagdelsregel for fynboerne.

Ikke samme FCK-pres efter pausen
I 2. halvleg fik OB bedre styr på spillet og forsvarede føringen klogt uden at komme i de helt store problemer, men leverede næppe en indsats, der bekymrede Real Madrids udsendte assistenttræner Angel Felix. Han noterede sig dog en stærk indsats af Carsten Hemmingsen, der – ligesom Bisgaard – stadig spillede i OB-trøjen dengang.

Vi forfaldt selv til nogle af efterårets tidligere skødesynder med for meget småspil på kryds og tværs, så OB blev sat under samme pres som før pausen.


Straffe eller frispark?
Alligevel lugtede det af point til sidst, da Dethlefsen kort før tid bremsede bolden med hånden, da Allan Nielsen var ved at drible ind i OB-feltet. Gerner så hånden, men mente i modsætning til vores spillere, at det skete lige uden for feltet.


Men OK, måske vurderede han, at det kunne komme ud på ét, når vi havde Lars Højer, men denne gang afsluttede vores 5'er sit 30 meter tilløb med at hamre bolden i OB-muren - hvorfra den sprang hen til Frandsen, der kastede sig og prikkede den lige forbi mål.

Vi rykkede Falch op i angrebet til sidst, og i de døende minutter fik han også en skudmulighed i feltet, men ramte den ikke hårdt og præcist nok til at passere den flyvende Høgh.

En sidste chance komm, da Hemmingsen savede Lønstrup over en 10-12 meter uden for feltet, og Højer-råbene gjaldede forventningsfuldt fra tribunerne – den var også tæt på, men strøg lige forbi.

Lars Højer


Ærgerlig Benny Johansen
”OB havde ikke en målchance i 90 minutter og vinder alligevel 1-0. Det var 90 minutters kontrol fra vores side. Vi har kun os selv at bebrejde den fejl, der afgjorde kampen, men det er ufatteligt, at Lars Gerner hverken viste Carsten Dethlefsen ud eller fløjtede for straffespark, da han tog hånden til hjælp,” sagde Benny Johansen til Ekstra Bladet efter kampen.
 

Søndag den 6. november 1994, kl. 15.00 i Parken. Superligaen, 15. runde
F.C. KØBENHAVN-OB 0-1 (0-1)
42.: 0-1 Michael Schjønberg (straffe)
8.248 tilskuere. Dommer: Lars Gerner
Advarsler: Iørn Uldbjerg, F.C. København, samt Johnny Hansen, Carsten Dethlefsen, Jens Madsen og Carsten Hemmingsen, OB

F.C. København: 1 Brian Flies – 3 Diego Tur, 6 Christian Lønstrup, 4 Morten Falch - 16 Carsten V. Jensen (79.: 2 Ole Tobiasen), 5 Lars Højer, 17 Michael Mio Nielsen, 7 Allan Nielsen, 8 Iørn Uldbjerg (58.: 14 Morten Nielsen) - 11 Michael Johansen, 15 Per Frandsen.

Ikke benyttet: 18 Per Poulsen

OB: Lars Høgh - Johnny Hansen, Michael Hemmingsen, Carsten Dethlefsen - Steen Nedergaard, Carsten Hemmingsen, Morten Bisgaard (57.: Ulrik Pedersen), Jens Melvang, Michael Schjønberg - Jess Thorup (73.: Jens Madsen), Alphonse Tchami.

Ikke benyttet: Thomas Sørensen