Morten Falch og Lars Højer

25 år siden: 3-2-sejr i Brøndby

Kampene faldt tæt i foråret 95, og den 17. april var 2. påskedag, hvor vi tog til Brøndby for at spille Derby nr. 12. Og statistikken var med os: 7 sejre, 2 uafgjorte og 2 nederlag i de 11 første.

Det blev endnu et spændende og medrivende drama i et forår, hvor Brøndby endnu ikke havde vundet, og hvor vi kom med stor selvtillid efter at have slået AaB 2-0 i den første pokalsemifinale. Benny Johansen stillede derfor det samme hold for tredje kamp i træk, hvilket ellers hørte til sjældenhederne.

Den målløse 1. halvleg blev en intens fight om midtbanen, hvor begge hold havde sine muligheder i starten. Efter ti minutter testede Jesper Kristensen Per Poulsen med et hårdt frispark langt udefra, som vores formstærke keeper reddede til hjørne. Kort efter gled Lønstrup - fra sin position som højre kant - til baglinjen og fandt Per Frandsen lige uden for målfeltet, men han fik ikke ram på bolden.

Per Poulsen


Siden gik der en snes minutter, hvor vi spillede fin fodbold med hurtigt og sikkert pasningsspil, som Brøndbys fysiske tropper havde et lidt svært med. Ti minutter før pausen blev Iørn Uldbjerg fældet af Per Nielsen, da han tog et skarpt træk lige uden for Brøndby-feltet, og vores fans råbte automatisk på Højer. Per Frandsen stillede sig dog også på ved bolden, mens Mark Strudal forsøgte at spærre Lars Højers løbebane, men det endte med et Højer-drøn, som dog gik et stykke over.

Per Frandsen kom også til en udmærket skudchance inden pausen, men skød også over mål, og vi kunne alt i alt være mest tilfredse med forløbet, da de to hold gik til pause.

Iørn Uldbjerg


Efter pausen fik vi inden længe gang i målscoringen, og så gik det stærkt med fire mål på et kvarter!

Martin Johansen drev bolden frem på Brøndbys banehalvdel, Per Nielsen stødte frem uden at få fat i bolden, og Morten Falch kunne uhindret tage det lange løb fra midten og modtage en præcis pasning i feltet, hvorefter han udplacerede Krogh med et fladt spark i det lange hjørne.

Morten Falch


Blot to minutter senere udlignede Brøndby, da Bo Hansen headede et indlæg på tværs af mål, og Allan Nielsen afsluttede tæt under mål. Bolden ramte Lars Højer på knæet og snød fuldstændig Per Poulsen, der prøvede at skifte retning, men kun fik handskerne på bolden, før den lå i nettet.

Bare tre minutter senere fik Brøndby frispark lige uden for feltet, da Mio skuldertacklede Jens Risager. Jesper Kristensen skød i muren, men bolden ramte Mio på hælen og endte hos en helt fri Mark Strudal, der scorede inden Tobiasen og Tur nåede at blokere. Endnu en scoring af en eks-FCK'er, men i modsætning til Allan Nielsen, skulle Strudal lige hen foran vores fans og markere med et par fuckfingre.

Kort efter kunne Vilfort udbygget Brøndby-føringen efter en hurtig kontra, men hans afslutning, der havde kurs mod det nærmeste kryds, blev afværget af Per Poulsen.

I stedet slog vi tilbage, da Per Frandsen tog hurtigt et frispark på midten og sendte Michael Johansen afsted i højre side. Han fandt Lønstrup i fuld fart i feltet, hvor han blev pløjet ned af Søren Colding, og fra 11-meter pletten sørgede Lars Højer stensikkert for at bringe balance i regnskabet.

Lars Højer


Spillet bølgede nu frem og tilbage med masser af klassiske Derby-dueller rundt om på banen, indtil den afgørende scoring faldt med tyve minutter igen. Uldbjerg godt igennem i venstre side og fangede Brøndby-forsvaret i ubalance, samtidig med at indskiftede Morten Nielsen forvirrede dem med et indløb fra højre side. Indlægget endte derfor hos en helt fri Per Frandsen, der enkelt headede bolden over i det lange hjørne, inden Mogens Krogh nåede at reagere.

Den formstærke forward, der tidligere lå mest som en offensiv midtbanespiller bag angriberne, var denne gang placeret længere fremme mellem tvillingerne, og målet var hans sjette i forårets seks kampe! Kun i 0-1-nederlaget i Lyngby var Frandsen gået målløs fra banen, men lavede til gengæld to i forårspremieren i Herfølge. Der skulle dog gå halvandet år og et Bolton-salg, før han fik sin fjerde landskamp, så han nåede aldrig at repræsentere sit land, mens han var i FCK.

Per Frandsen


”Tvillingerne skulle dels dæmme op for Brøndbys kantspil, dels forsøge at trække Brøndbys midterforsvar ud til siden, så der blev plads til Per Frandsen og Morten Falch på midten, og begge dele lykkedes,” smilede Benny Johansen efter kampen.

Det var dog ikke slut endnu, og Brøndby pressede desperat til sidst og smed endda Mogens Krogh frem i angrebet, men forgæves. De skal nok også være glade for, at de sluttede med 11 på banen, for Jens Risager lavede et kæmpe frispark på Martin Johansen i tillægstiden og havde gult kort i forvejen.

”Det gik vist meget godt," lød det bagefter fra Ole Tobiasen, der havde godt fat i Strudal, bortset fra den lidt heldige scoring til 2-1 efter det afrettede frispark. "Han er heller ikke så hurtig mere, selv om han forsøgte med lidt film i straffesparksfeltet i slutningen af kampen, da vi førte 3-2. Vi løb begge efter bolden, da han faldt, men dommeren havde luret ham,” kommenterede vores 19-årige stopper.

FCK-fans i Brøndby



Mandag den 17. april 1995, kl. 15.00 på Brøndby Stadion. Superliga-slutspil, 5. runde
BRØNDBY-F.C. KØBENHAVN 2-3 (0-0)
48.: 0-1 Morten Falch
50.: 1-1 Allan Nielsen
52.: 2-1 Mark Strudal
62.: 2-2 Lars Højer (straffe)
69.: 2-3 Per Frandsen
15.114 tilskuere. Dommer: Svend Erik Christensen.

F.C. København: 1 Per Poulsen - 3 Diego Tur, 17 Michael Mio Nielsen, 2 Ole Tobiasen - 6 Christian Lønstrup (63.: 14 Morten Nielsen), 5 Lars Højer, 4 Morten Falch, 8 Iørn Uldbjerg - 10 Martin Johansen (79.: 16 Carsten V. Jensen, 15 Per Frandsen, 11 Michael Johansen

Ikke benyttet: 18 Karim Zaza

Advarlser: Jens Risager og Jesper Kristensen, Brøndby

Brøndby: 1 Mogens Krogh - 14 Søren Colding (76.: Christian Clem), 4 Per Nielsen, 3 Dan Eggen, 5 Jens Risager - 2 Ole Bjur, 7 Allan Nielsen, 11 Kim Vilfort, 8 Jesper Kristensen (76.: Kim Daugaard) - 9 Mark Strudal, 13 Bo Hansen

Ikke benyttet: Brad Friedel