22 FCK-sejre i 42 kampe mod Lyngby BK

22 FCK-sejre i 42 kampe mod Lyngby BK

F.C. KØBENHAVN VS LYNGBY BK
Det er ved at være nogle år siden det seneste Superligaopgør mellem F.C. København og Lyngby BK, men de to klubber er alligevel oppe på 42 indbyrdes opgør i Superligaen. F.C. København har vundet 22 af kampene, mens de resterende 20 kampe er fordelt helt ligeligt på uafgjorte og sejre til Lyngby BK. Målscoren i de 42 kampe er 79-45.

21 af de 42 Superligakampe mellem F.C. København og Lyngby BK har haft F.C. København som hjemmehold. Her er 12 kampe vundet, fem endt uafgjort og fire gange har Lyngby BK vundet. Målscoren i disse 21 kampe 45-25.

F.C. København har både vundet de seneste 12 kampe i Alka Superligaen samt de seneste syv hjemmekampe mod Lyngby, og man skal mere end 15 år tilbage for at finde den seneste Lyngby-sejr over F.C. København i Alka Superligaen.

Den seneste Alka Superligakamp mellem F.C. København og Lyngby BK blev spillet den 1. april 2012. Dame N'Doye bragte F.C. København foran 1-0 lige inden pausen, César Santin øgede til 2-0 et kvarter før tid, Patrick Mortensen reducerede syv minutter før tid – men i det 88. minut cementerede Dame N'Doye F.C. Københavns 3-1 sejr.







LYNGBY BK’S TILBAGEVENDEN TIL ALKA SUPERLIGAEN
Takket være den nye turneringsstruktur i Alka Superliga var der tre oprykningspladser at slås om for holdene i 1. division. Lyngby BK havde en rigtig god sæson, og da sæsonens 33 kampe var spillet havde Lyngby BK hentet 19 sejre, spillet syv uafgjort og tabt syv gange. Det gav en total af 64 point, hvilket var et mere end Silkeborg IF på 2. pladsen og fire point mere end AC Horsens på 3. pladsen.

Den spiller som fik allermest spilletid hos David Nielsen i sidste sæson var forsvareren Thomas Sørensen. Han fik spilletid i 29 af kampene var på græs i 2.538 ud af sæsonens 2.970 minutter. Efter Thomas Sørensen var det midtbanespillerne Philip Rasmussen og Lasse Fosgaard der fik mest spilletid.

Den farligste Lyngby-spiller – set over hele sæsonen – var Frederik Gytkjær. Han nåede op på 12 træffere, hvilket var en mere end David Boysen – som jo nok var løbet med topscorertitlen, hvis ikke han havde valgt at skifte Lyngby BK ud med Brøndby IF i foråret.

Hvem der bliver Lyngby BK’s profil er ikke til at sige, men lørdagens gæster har forstærket sig med en række profiler hen over sommeren. Nye ansigter i Lyngby BK er Martin Ørnskov, Jesper Hansen, Emil Larsen samt Lasse Rise. For de to sidstnævnte er der tale om en tilbagevenden til Lyngby BK.

Lyngby BK trænes af den tidligere FCK- og Superligaprofil David Nielsen. Han nåede 214 kampe i Superligaen, og i 108 af dem var han iført FCK-trøjen. David Nielsen scorede 36 mål for F.C. København, to af dem mod lørdagens modstandere fra Lyngby BK. Kampen på lørdag bliver David Nielsens debut som Superligatræner.

>> Spil på kampen med F.C. Københavns officielle bettingpartner Unibet