Cornelius kommer hjem

Cornelius kommer hjem

-”Corners” kvaliteter kan ingen så tvivl om, og tabet af ham i sommer var forventeligt mærkbart for vores offensive power. Siden har vi ledt efter en afløser, og ingen kan vel tage bedre over for Cornelius end ham selv. Derfor er det en fantastisk mulighed, vi har fået nu, hvor vi kan købe ham hjem til PARKEN igen, og vi glæder os meget til at have ham tilbage i front, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.

-”Corner” ved, hvad det betyder at være en del af denne klub og, hvad det kræver. Han forstår ambitionerne og mekanismerne i den, og vi ved, hvilke kvaliteter han har både på og uden for banen. Derfor tøver vi heller ikke med at investere i at hente ham hjem fra Wales, og når han har fundet sig til rette igen, så ved vi, at vi i Andreas har en spiller der kan gøre en stor positiv forskel for klubben, siger Carsten V. Jensen.

Det er som nævnt blot lidt over en halvsæson siden, at F.C. København solgte Andreas Cornelius på en rekordtransfer til den engelske Premier League, hvor han siden har været ramt af uheldige skader og trænerskifte. Nu kommer han hjem til den klub, han forlod som Superligatopscorer og dansk mester, for at være en del af opbygningen af et nyt hold med store ambitioner.

-Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var her jeg skulle hen, når nu situationen var som den var i Cardiff. Jeg har ikke noget grimt at sige om klubben eller nogen i den derovre, men jeg skal spille fodbold. Jeg ser det ikke som et skridt tilbage, at komme til den største klub i Norden. Jeg føler, der er mange ting, jeg ikke har opnået med F.C. København endnu, og jeg vil helt vildt gerne være en del af det, der bliver bygget på i FCK lige nu. Så nu glæder jeg mig bare til at jeg skal træne med gutterne igen og komme i gang med at spille fodboldkampe, siger Andreas Cornelius.

Andreas Cornelius har første arbejdsdag med sine nye holdkammerater på mandag og kommer til at bære trøje nr. 11 i F.C. København.