F.C. København sikrer sig Rurik Gislason

F.C. København sikrer sig Rurik Gislason

F.C. København har dags dato indgået aftale med Odense Boldklub om en transfer af den islandske landsholdsspiller, Rurik Gislason. Den 24-årige offensivspiller skifter til F.C. København på en 4-årig aftale og med øjeblikkelig virkning.

- Rurik er en spiller, som vi har haft kig på igennem længere tid, og derfor er vi meget tilfredse med, at vi nu kan få ham tilført F.C. København. Rurik Gislason er en anden type kantspiller, end vi allerede har i truppen, og med hans fightervilje og gennembrudskraft vil han blive en værdsat spiller i PARKEN. Med denne tilgang føler vi nu, at vi står stærkt rustet overfor de udfordringer der venter os i et travlt efterår, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.

Rurik Gislason, der tidligere blandt andet har repræsenteret blandt andet Anderlecht, Charlton og Viborg FF, ser frem til de nye udfordringer:

- Det er helt klart det rigtige skridt for mig i min karriere. Jeg har forsøgt at blive bedre hvert år som spiller, og F.C. København er en klub som alle spillere i Danmark vil spille for. Så jeg er rigtig stolt og glad for, at jeg nu har gjort mig fortjent til at stå her. Og jeg er taknemmelig for, at OB viste forståelse for mit ønske, siger Rurik Gislason, og fortsætter:

- Jeg kommer med høje målsætninger, for FCK skal spille om mesterskab hvert eneste år, og jeg vil bidrage med alt, hvad jeg kan, for at hjælpe med at min tid i klubben bliver succesfuld.

Rurik Gislason får rygnummer 19 i København.